Radio Susanna Sommer

"Vi" skal dø!

LARM er et stort radioforskningsprojekt, der er forankret på Københavns Universitet. Men rundt om i hele landet sidder forskere og lytter til de seneste 80 års radioproduktion. De ser på den kulturhistorie, radioudsendelserne er et udtryk for og analyserer stemmer, jingler, musikprogrammer, dialekter og meget mere. I efteråret 2011 mødtes de til konference i Vejle og havde bedt mig om at holde et oplæg om min yndlingsradio.

”Du kender det sikkert godt”
Sådan begynder mange radioprogrammer og der slutter alting for mig. Jeg går i total trods og ligegyldig hvad der nu skal tales om, så kender jeg det IKKE.

Med røven bar
Så lad os begynde med et lille klip om noget, jeg tror de færreste af os kender: Analblegning.
-------------------------------------------------------------------------------------------
EKS: MINNA CAMARA. Klubværelset P1.
-------------------------------------------------------------------------------------------
Her har vi det, der altid virker i radio: Sex humor og nærbilleder. Og mod.
For mig bliver det ekstra yndlings, at den unge reporter er praktikant og begyndte på redaktionen en uge tidligere.
Hun blev pludselig kastet ind i planlægningen af en udsendelse med titlen Pimp dine kønsdele, der handlede om hvad de unge gør for at gøre deres kønsdele lækrere.
Minna vandt indslaget om ”analblegning”. Og hun tog det modige valg selv at begynde at blege. Det havde været så let at finde en interviewperson og bare holde mikrofonen frem for de andres mærkværdighed og udstille den. Hun vælger at smøre egen bagdel, tager os med ind i et meget hemmeligt og privat rum og tvinger sig selv - og dermed os - til at forstå tendensen på en anden måde end man ville have gjort som iagttager
Jeg synes hun er møgmodig.

Det originale øjeblik
At blive bedt om at tale om sit Yndlingsradioprogram  er som at blive spurgt hvilken bog eller plade man vil tage med på en øde. Det eneste svar man kan komme på er…."ØØØØØØHHHH det kommer da an på?"

Så istedet vi jeg vil gerne spille en håndfuld yndlingsradio-momenter. For mig opstår den fantastiske radio i detaljen og i momentet. Som Minnas moment, hvor hun spørger sin kæreste: "Ved du egentlig hvad farve det plejer at have?"
Der får hun mig til at spidse ører og tænke med. Der er hun helt alene på stegepanden og det syder godt rundt om fødderne. For det havde været så let at lade være, fordi man var bange for at lytterne ville dø af grin og hvem har lyst til at stå der midt i hånlatteren.

Momentet opstår der, hvor man vælger lidt skarpere, en smule anderledes eller et lidt andet sted end det andet hakkelse, der bliver tygget drøv på i døgnets rejsestald.
Og mine eksempler er netop derfra….døgnets rejsestald.

Jeg anderkender og kipper med alle flag for den stoooore montagetradition og den kunstneriske del af det radiofoniske.
Men jeg er egentlig mere optaget af og gladere for de små glimt af uventet originalitet, der pludselig sprækker ud af højttalerne midt i radioavisen, i et dj-program en formiddag på P4 eller et bevæget øjeblik en aften i P1.
Det forandrer min hverdag og mit blik på virkeligheden og det bliver hørt, brugt og båret med. Så I kommer ikke til at høre noget den næste halve time, som har taget mere end en enkelt dag at lave.

Så helt overordnet: For mig bliver det yndlingsradio, når "vi’"et dør og afløses af den mærkelige identifikation og ømhed, der opstår når man får lov til at se de andres anderledeshed.

Så komplekst som livet selv
Vi er så hurtige til at finde fælles fodslag og være enige om hvordan verden hænger sammen og hvad der er rigtigt og forkert.
Der bliver hugget rigtig mange hæle og klippet et utal af tæer for at få lov til at være i det offentlige rum. Og for mig er det yndlingsradio, når nogen taler mod den løgnagtighed om, at vi alle sammen forsager sukker, aldrig læser krimier og kun ser dokumentarer på DR2.

For en del år siden hørte jeg min unge kollega Anna Thaulow fortælle nogle redaktionsmedlemmer, at efter hendes farfars død havde familien fundet ud, af at han havde haft en parallelfamilie i 40 år.
Der var ingen tvivl bordet rundt. "Hold kæft et svin", lød det som fra en mund. Anna vidste vist ikke helt hvad hun skulle synes. Og et kort øjeblik blafrede det gennem min hjerne, at måske havde han været en god mand for to kvinder. Men den tanke var der ikke plads til i det taktfaste kor.

Nogle år senere lavede Anna (allerede her dogmebrud – for det har taget liiiiidt mere end en dag at lave den) den helt fortryllende udsendelse Farfars to liv på Third Ear.
En udsendelse, som med stor kærlighed og insisterende nysgerrighed fortæller om en mand, der var fuld af hemmeligheder, kunne trylle og altid havde lommerne fulde af slik. Og en familie, som både vidste og ikke vidste.

I 2011 fik Anna ikke overraskende og uhyre velfortjent den prestigefyldte Prix Europa for Farfars to liv.
Anna er en fantastisk interviewer. Hun besidder en intens sødmefyldt, åbenhjertig nysgerrighed og man har på fornemmelsen, at hende kunne man betro alting uden at blive dømt.

I det klip vi skal høre er det farmor, der sidder foran Annas mikrofon - og fjernsynet.
-----------------------------------------------------------------------------------------
EKS: ANNA THAULOW – Farfars to liv
-----------------------------------------------------------------------------------------
Senere i udsendelsen viser det sig, at farmor vidste meget mere end hun siger. Men samtalen bliver aldrig konfronterende retshaverisk – vidste du det eller vidste du det ikke?.
Som lyttere får vi lov til at følge skiftene mellem fornægtelse og smertefuld indsigt.

Det er yndlingsradio, fordi det bliver ved med at pirke og stille spørgsmål. En historie, der elsker og gerne vil forstå alle sine personer. Og en modsætningsfyldt historie, så kompleks som livet selv - uden konklusion eller gåsefodring af de lette korrekte Alf og Damerne-meninger.
En historie, der bliver ved med at provokere mig til at overveje, om jeg kunne leve med en mand, der havde en anden. Om jeg selv kunne have to familier.

At vove fortællingen om verden
De to første eksempler har meget stærke jeg-fortællere.
Og for mig er der ingen tvivl om, at radiooplevelsen er helt afhægig af forbindelsen mellem fortæller og lytter. Hvis fortælleren er generøs, modig og inviterende, så investerer vi til gengæld mere lytteenergi, interesse og bliver medfortællende.

Der skal være et jeg og et du. Men jeg’et behøver ikke fortælle om sig selv. Det kan lige så godt være den fortæller, der lyser ud af sproget, af modet til at bruge patos, skabe en fortælling og sige, "sådan ser jeg verden". Det lyder så enkelt, men det er så meget lettere og mere ufarligt at citere nogle andre og være i tryg baghånd

Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden skal snakke om det og alle kan falde ind i samtalen og have meninger. Det er sjældent, at nogen får lov til eller insisterer på at tage ordet og føre en tankerække til ende. Sige noget uden at blive afbrudt. 
Så en anden form for yndlingsradio er, når en fortæller vover at tage scenen og ordet og dermed også ansvaret og træder ud det store medie-vi-kor med en fortælling, der er en original verdensfortolkning.
For mig er det den ultimative forførelse.

I 2005 var jeg med til at lave programserien Kristendom i kød og blod - 25 udsendelser, der fortalte om og undersøgte de kristne dogmer og det kristne liv, som det udspiller sig i hverdagens Danmark. Vi gik med i skriftestolen for at se nåden i aktion, hoppede i faldskærm med soldater, der troede på hinanden og på en højere magt. Præster diskuterede i studerkammeret og eksperter og lægfolk blev interviewet. En af udsendelserne handlede om næstekærlighed, krig og om buddet, der forbyder os at slå ihjel.

Jon Kaldan, tidligere korrespondent i Moskva og Washington, var den markante vært for udsendelserne og han skulle producere en intro til programmet. Det havde været let at skrive en refererende udredning af de teologiske tilgange og fortælle hvad de medvirkende i programmet mente. Tegne fronterne op og introducere lytterne til tematikken. Det var det forventelige, det man aldrig ville få tæsk for.

Jon valgte modigt at gøre noget helt andet.
Han placerer os midt i krigens rædsel mellem skyttegravene i Flandern 1913. Og fortæller skarpt, sanseligt og som havde han været der selv om det næstekærlige mirakel, der udspillede sig på slagmarken julenat. Og derefter kan diskussionen begynde.
-----------------------------------------------------------------------------------------
EKS: JON KALDAN  – Kristendom i kød og blod
-----------------------------------------------------------------------------------------
Jan kjærstad taler i essayet Menneskets Felt om, at en roman skal have tomme felter, som læserne selv skal fylde ud. At det er læserens medskabende fantasi, der gør bogen færdig.

Sådan er Jon Kaldans historie og sådan er god radio. Selv om man ikke kan ringe ind eller kommentere på SMS, så skaber den gode fortælling et dialogisk rum sammen med lytteren. Det bliver en samtale - i modsætning til alt det, der flimrer forbi ørerne, og som vi bare forventes at modtage som en slags lektier.

Når virkeligheden bliver en pingvin
Min yndlingsradio er stærke nedslag og markante bud på, hvordan mennesket er og virkeligheden hænger sammen. En række udsagn, jeg som lytter selv skal tænke sammen.
Som barndommens opgaver i Anders And, hvor man med blyanten skulle forbinde en række nummerede punkter. Og pludselig blev alle de små prikker til en pingvin. Pingvinen findes, men det er min blyantsstreg, der får den til at stå tydeligt frem på papiret.

Jon Kaldans sanselige glasklare ækle billeder får mig til at fremkalde natten i skyttegraven og gør det muligt at forstå et glimt af hvordan det må have været. Og så kan jeg pludselig sætte mig ind i de andres virkelighed og forstå, hvor mirakuløs den fælles julefejring på tværs af ingenmandsland egentlig var.

Historier i S/H, hvor de onde er onde og de gode er gode er ret kedelige. Så den gode fortællings gave og besværlighed er, at den tvinger os til at forholde os komplekst og nuanceret. Vi kan ikke bare  forkaste de andres valg og handlinger med en hurtig bedrevidende mening.
Fortællingen fungerer kun, når den holder af sine personer og gør de medvirkendes drømme, drifter og bevæggrunde forståelige - også når de handler dumt eller dårligt.
Så ligner det pludselig den virkelighed vi selv tumler modsætningsfyldt rundt i og afkræver os en lige så mangfoldig og nuanceret stillingtagen.

Den komplekse mangfoldighed og forestillingen om, at sandheden har mange gråtoner savner jeg som oftest, når jeg åbner avisen eller tænder for TV og radio. Så det kommer i yndlingsbunken hver gang nogen - som Jon Kaldan fx gør det her -  tvinger mig til at kigge mine forudindfattede forestillinger efter i sømmene.

Sagligt og detaljeret
Men yndlingsradioen kan også være et virkelig godt spørgsmål, der folder en interviewperson ud, tvinger ham til at tænke nyt eller til at blive helt erindringsblød.

Karen Secher portrætterede professor Torben Weinreich i programmet Besøgstid, og det allerførste der sker i udsendelsen er, at Karen tager Weinreichs hånd og dermed overskrider det gængse intimitetsrum. Og så genskaber hun en barndomssituation, der sender ham direkte ned ad mindernes hovedgade.
--------------------------------------------------------------------------------------------
EKS: KAREN SECHER – Besøgstid
--------------------------------------------------------------------------------------------
Momentet er her det lille bløde nej, som Torben Weinreich henånder, stadig helt inde i intimiteten og erindringen, for så hurtigt at hoppe ind i voksenhuden igen. Men han har fået sat gang i den indre smalfilm og der er ingen tvivl om, at elefanttegningen på håndfladen skaber en helt anden samtale end hvis de to bare havde talt om legen med far.

Den interviewer elsker jeg, både for det hun får ud af sin interviewperson. Men også for det håndtegningsspørgsmålet viser om hende: At hun er indlevende, tør træde helt ind i et meget intimt rum og er – som alle de andre vi har hørt indtil nu: Særegent sig selv og meget modig.

Andre gange kan det skarpe jeg opstå, når man afstår. Afstår fra at omklamre eller tvære sin interviewperson og lytterne til med følelser. Men bare helt enkelt læner sig frem og spørger nysgerrigt, nøgternt og med en formidabel forestillingsevne i forhold til hvordan det er at være inde i den anden.

Klippet her stammer fra Line Hoecks feature De fattige børn og er et interview med en dreng, der fortæller hvordan han sørger for, at hans søster ikke bliver drillet med, at hun er fattig.
--------------------------------------------------------------------------------------------
EKS: LINE HOECK – De fattige børn
--------------------------------------------------------------------------------------------

Klogt og sjovt er ikke modsætninger
Et helt andet form for mod og måde at forlade det taktfaste "vi"på, er ved at tro på spændvidden.
Tro på at det sjove og det kloge kan eksistere side om side. At tungt og let ikke er modsætninger og at kloge mennesker også gerne vil have sex og faktisk ligner de fleste af os andre.

Ekspertradio – åh det er svært. De fleste eksperter taler ikke til lytterne, men til deres 5 kolleger hjemme på instituttet, som vil nakke dem for enhver unøjagtighed. Og det smitter af på programmerne, for journalisterne er også altid bange for ikke at virke kloge nok.
Så tit ender det med at eksperter og journalister angste lægger armene om skuldrene på hinanden og skjuler sig bag det store underforståede ekskluderende ”JO” - "…altså som relativitetsteorien jo siger…."
Med det resultat, at vi som lyttere ikke kan gøre andet end at få dårlig samvittighed over at være så dumme, at vi ikke kan følge med.

Radiolab er et amerikansk naturvidenskabsradioprogram med deltagelse af den ene nobelpristager efter den anden. Og to værter, der elsker hinanden – det fremmer altid radiofonien - og ikke har glemt at lege.
Det er et af de mest generøse radiorum jeg kender. De to herrer, der råber "hey kom herover og se noget sjovt. Det er slet ikke svært, men rigtig vigtigt".

Klippet stammer fra en udsendelsen, som handler om hvordan man ved, at man er et selv. Et af indslagene fortæller om en sygdom, hvor hjernen og kroppen mister forbindelsen med hinanden. Og for at forklare hvordan det foregår, har de produceret et lille stykke radiodrama, som illustrerer problematikken.
---------------------------------------------------------------------------------------------
EKS: RADIOLAB – Butchers Assistant
--------------------------------------------------------------------------------------------
Det er enkelt, virkningsfuldt og sjovt og som indslaget skrider frem kan man næsten høre alle de små samtaler, der foregår inde i ens egen krop. Kontrolcenteret, der udsteder ordre om at løfte koppen eller tænde cigaretten. Og pludselig bliver svær naturvidenskab til noget, der er helt tæt på.

Det sidste tabu
Jeg vil gerne slutte med at spille et klip med mig selv – ikke fordi det er yndlingsradio. Men når jeg hele tiden taler om at VI skal dø, så er det fordi jeg synes, det er rigtig alvorligt at tage ordet.
Det er en aggressiv handling, for man tager det fra nogen.
Så derfor bør man have noget på spil og på hjerte, når man træder op på podiet. Det hjælper ikke at gemme sig inde i mængden og kun vise det standardiserede veldresserede, som ikke gør nogen fortræd.
Så kunne man lige så godt være blevet metrokontrollør.

Jeg lavede et stort tema om sex for nogle år siden og en af udsendelserne handlede om tabuer. Jeg var vært og biksede med introen, som jo i sagens natur var nødt til at være grænsebrydende på en eller anden måde.
Skulle jeg afsløre utidige fantasier, fortælle om dengang i radiostudiet eller om en batteridrevet leg? Der var ikke rigtig noget, der kradsede. Indtil jeg holdt op med tænke på sex.
Pludselig passerede et spørgsmål gennem min hjerne:
"Tænk nu hvis jeg sagde det som det er...?"

Og det tror jeg egentlig er det samlende punkt for al min yndlingsradio. At en reporter, vært, fortæller, interviewer siger – tænk nu hvis jeg sagde, at jeg er helt helt mærkværdig. Ligesom alle jer andre.

For mig er der en fantastisk uigenkendelig genkendelighed i det.

Og så tilbage til tabuintroen, som stadig får mig til at rødme, når nogen hører den og giver mig lyst til at sige…."altså sådan har jeg det kun nogengange".
--------------------------------------------------------------------------------------
EKS: SUSANNA SOMMER – Tabu
-------------------------------------------------------------------------------------

 

Alle de eksempler jeg fortæller om kan du høre her og i teksten er der links til de programmer, som de stammer fra.

Fortæl hvad du tænker om indslagene. Klik på det sted i lydfilen, du gerne vil kommentere, skriv dine tanker og tryk "post"

 

 

Minna Camara: Analblegning


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anna Thaulow: Farfars to liv


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jon Kaldan: Julenat i skyttegravene


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 




 

Karen Secher: Torben Weinreich-portræt


 

 



 

Line Hoeck: De fattige børn


 

 

 

 

 

 

 

 

Radiolab: Butchers Assistant


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Susanna Sommer: Tabu