Jeg har tilbragt 1000vis af timer i radiohuset på alle tider af døgnet.
Jeg har slået ting op i biblioteket lørdag eftermiddag før internettets tid, været rystende nervøs for svære interviews, drukket mig fuld, skrevet tekster, klippet i spolebånd, fået høretelefonhår og kysset i et hjørne.
Det var der jeg fik min ilddåb, den første mobiltelefon og email-adresse, rytmesans, mine bedste venner, mine sjoveste sejre og mest udviklende nederlag.
Siden begyndelsen af 1940erne er der blevet talt i mikrofon, fortalt og interviewet i det smukke hus. I æteren har der været nyheder, hørebilleder, toner og stemmer, man aldrig glemte. Vi har været med på månen, hos de to forkomne knægte i cirkusvognen, inde bag pigtråden, nede i minen eller oppe hos kongen. Og i studier og kontorer har originaler og galejslaver slidt ved telexmaskinen, skrevet, grint, klippet, skændtes og skabt.
Rummene betyder noget.
Det er som en gammel velkendt frakke, der passer rigtig godt over skuldrene. De knirkende toiletaskebægre. De kølige grå marmordøråbninger, blåregnen på kantinens terrasse en solhed sommereftermiddag og fjernkontorsbordet i kantinens fjerneste hjørne. Koncertsalens irgrønne tagtunge i modlys, den elektriske lugt i studie 42 eller byen, der breder sig, når man vover sig helt op på det tjærede tag fuldt af paraboler og antenner.
Det er et hus, der fortjener en stor champagneskål på faldrebet. En skål og en tanke til dem, der trykkede på knapperne og fortalte historierne og ikke mindst til dem, der nu sidder til højbords i endnu bedre sale og kun findes som stemmer i æteren.
Så her er der bare en håndfuld billeder af knapper, døre, snører, håndtag, lamper, dimser og dingenoter, der alle føles meget meget hjemlige.
Og så er der lydene, stemmerne og tilværelsens små og store øjeblikke. Her finder du også en lille lydmontage, som jeg producerede til åbningen af konferencen Radiodays 2005 og den blev spillet i Radiohusets Koncertsal. Lysmanden Michael Ravn havde designet lys til seancen. Så mens vi hørte stemmer lokkede projektørerne rummet til at stå i orange flammer, det store orgel lignede pludselig en mægtig ørn og en lille hvid lysstråle bevægede sig spinkel og søgende rundt i den monumentale sal.
