hjem                                                   links

radio

nuets plaskende puls

Jeg bliver aldrig god til at lave hardcore nyheder. Der er bare alt for mange ord inde i mig til at få verden ned på 32 sekunder.

 

Til gengæld falder jeg som regel for historierne med de uldne konklusioner. Beretningerne om de små forskydninger eller påvirkninger, der skaber store forandringer eller tilfældet, der sender livet på afveje. 

For mig er radio en mulighed for at skabe kompakte og komplekse universer, der præsenterer verden i al dens mangfoldighed og modsætning. Det kan være den rene stemme, der maler billeder for ørene af folk, kompositionen af stemmer, lyd og musik, der taler til meget mere end hjernen eller det intime rum, der opstår, når et interview virkelig svinger.

Jeg er fast vært på det reportagebårne samtaleprogram Stedsans. 87 minutters radio ude fra virkeligheden og menneskerne der. Fra koldkrigsforter til kridtgrave og fra kødbyen til kasernen. Derudover producerer jeg større og mindre temaer til P1 - om alt fra landvinding til ord, der har gjort indtryk og i efteråret 2008 handler det om sex.

I efteråret 2004 udviklede jeg sammen med et par legekammerater  P1 serien "Spillet om fremtiden" - et radiofonisk og fortællemæssigt eksperiment om verden efter i morgen. I 2005 og 2006 har jeg været med til at udvikle koncept og producere 2 X 25 udsendelser om islam og kristendommen. Og i 2007 var det opdagelsesrejserne - både de indre og de ydre - der kom under lup.

Derudover har jeg produceret en række 3-timers temaudsendelser på P2 (Om bla. erotik, musik og historiefortælling). Og så har jeg på forskellig vis fået afløb for min kærlighed til Radioarkivet og den fantastiske 1:1-Danmarkshistorie, der gemmer sig der. I 2002 lavede jeg 30 fortidige indslag til P1Morgen. Det handlede om sex og moral, udforskningen af rummet, ungdom, overtro og krig og i 2004 brugte jeg arkivmaterialet til 4 store interviewudsendelser på P1. De gode historier i deres allerreneste form fandt jeg i sommeren 2003, hvor jeg rejste rundt i landet og optog fortællinger skrevet af lytterne. Det var små boullionterninger af levet liv om alt fra strandvaskere til lugten af mormors bryster. 

 

 

lyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

stedsans

87 minutters reportagebåret samtaleprogram på P1. Fra Gedser til Skagen, fra slot til hytte og fra storbymylderet til skovens dybe stille ro. P1 torsdag 10.03-11.30

Hør programmerne

 

 

 

 

 

taget på ordet

Sommerserie til P1 2008. 5 udsendelser om de ord, der har gjort indtryk: Omkvædet, der reddede teaterdirektøren fra at rådne op i en kælder i Emdrup, barndommens grusomme eventyr, der blev et honningdepot for forfatteren eller politikertalen, der tænder lysten til at gå i takt.

Hør indslagene

 

 

 

 

Guds medarbejdere

Sommerserie til P1 2008. 5 udsendelser om hvordan landvinding de sidste 250 år har ændret det danske landskab. Hør om Ålekongen, Jacob Ellehammers far, der opfandt vandsneglen. Flemming Juncker, der byggede 15 kilometer dæmning uden at spørge om lov og om den natur vi har mistet. 

Hør indslagene

 

 

 

 

 

24 timer - kun for indviede

Sommerserie til P1morgen 2007. 24 indslag, der gennem døgnet besøger steder, man ellers ikke kommer: Gåserepublikken, operationsstuen, præstens lønkammer og Tivoli efter lukketid. 

Hør indslagene

 

 

 

 

 

bag horisonten

Temaudsendelse om nysgerrighed og opdagelsestrang - i junglen, videnskaben, rummet og kunsten. Fra Columbus og månelandingen til hullede kranier og to værtinder, der bliver mænd. 

Se billeder og hør udsendelsen her

 

 

 

 

 

farvel til radiohuset

Lyd fra alle årene og hjemvésbilleder fra Rosenørns Allé.

Lyt og se de memorable dimser

 

kristendom i kød og blod

25 udsendelser om kristendommens historie, dogmer og det kristne hverdagsliv, vi møder rundt om i Danmark. Sammen med Karen Secher, Kristian Leth og Jon Kaldan. 

Hør udsendelserne

 

islams Ansigter

”Islams ansigter” er en sanselig, perspektivrig og udfordrende rejse gennem det muslimske liv fra fødsel til død. Programmets omdrejningspunkt er mødet med islam, som det leves i Danmark. Lytterne møder i hver udsendelse en af de muslimske virkeligheder i en reportage, der zoomer ind på en livsbegivenhed - den første skoledag, brylluppet, huskøbet eller begravelsen og de dertil hørende religiøse ritualer og traditioner. Reportagen sættes i sammenhæng, udfordres og perspektiveres af indslag, der forklarer de religiøse dogmer og diskuterer deres udlægning, interviews, der drager paralleller til udlandet eller viser problemstillingens konsekvenser og fortællinger om islams myter og historik. Sammen med bla. Jon Kaldan og Karen Secher. 

Hør udsendelserne

 

borgerskabets diskrete liderlighed

P2-tema aften om musik og erotik. 3 timer med porno soundtrack, højsangen, opera og Madonna. Sammen med Claus Berthelsen. 

Hør udsendelsen.

 

spillet om fremtiden

I 2034 mødes Septariet for at diskutere de seneste tiårs vigtigste begivenheder og dilemmaer. Det er en rejse gennem fortiden - skabelsen af Verdensparlamentet, fedtskatten, kønsmixerne og Demokratitjenesten - og et besøg i den fremtiden, der - måske - venter os. Produceret sammen med Thomas Holmby Hansen og Karen Secher. 

Besøg 2034  

 

 

susanna sommer  ingstrup alle 43   2770 kastrup   +45 22 48 85 25  sommer@words.dk  www.words.dk