hjem 

Klumme til Nova nr. 4

Indtil jeg mødte Gråbroder Theo syntes jeg egentlig selv, at jeg var et ret storsindet menneske. Jeg bidrog ikke nævneværdigt til verdens ufred med stejlhed eller nag. Tværtimod. Når kærester, venner eller kolleger undskyldte et eller andet, så slog jeg hurtigt en streg over det med et imødekommende: ”Tænk ikke mere på det. Det var ikke så slemt”.

Theo forstyrrede mine munkefordomme. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. At han ville være i kutte og reb om livet, mens han messede Ave Maria? I stedet var han i blød hat, lang westernfrakke og lagde ud med at sige: ”Jeg har aldrig syndet så meget som efter jeg blev munk”. Så grinede han larmende som en forpustet dampmaskine, mens han kiggede skælmsk på mig som for at sige: ”Og du skal ikke tro, at jeg var en duksedreng før”

Det tændte frittelysten, for hvem vil ikke gerne høre om klosterlivets slibrigheder fra munkens egen mule? Fordommene led endnu et forsmædeligt nederlag, men hvad synderne manglede i snusk havde de til gengæld i relationsalvor. Mens Theos skovlstore hænder fingererede ved kaffekoppen opregnede han langsomt og præcist alle det menneskelige samværs uspektakulære men giftige små ækelheder. Den gnidrede irritation, strejfet af misundelse eller den manglende lydhørhed og så kiggede han op og sagde: ”Og det aller værste er jo når man bagatelliserer synd”.

 ”Jamen”, peb jeg, da jeg pludselig så mit lækre næstekærlige selvbillede vakle, ”hvis nogen har gjort noget forkert må det bedste da være at sige, at det ikke er så slemt”. Hvis munke har et irettesættelsesgen, så var det det, der lynede gennem Theos øjne, da han med eftertryk sagde: ”Det er ikke tilgivelse. Det er ligegyldighed”.

Det skrev jeg ned i min notesbog. Og sætningen gnavede. Havde jeg egentlig nogensinde virkelig tilgivet nogen? Måske var mit overgenerøse ”Det går nok”-svar en fed løgn. En konfliktsky affærdigelse, der hverken tog mine egne følelser eller de andres dårlige samvittighed alvorligt. Jeg gennemgik mit livs konflikthistorier; var de egentlig rigtig afsluttede eller havde jeg bare uærligt sendt fejltrinnene til tælling i den tjærepøl af skyld, som vi holder hinanden i skak med? Derfra kunne de så igen og igen trækkes frem som effektive bebrejdelsesstikpiller i ”altid og aldrig”-skænderierne.

Så kom en aften, hvor vin og frustration fik dæmonerne til at danse og en mand til at stå og råbe ad mig. Sætninger af den slags, der er svære at glemme. Da vi mødtes nogle dage senere på en café for at klinke skårene, sagde han med blege øjne det allersværeste: ”Jeg vil gerne bede om tilgivelse”. Der forstod jeg, at det er dødsens alvor. Tiden gik i stå og jeg vred mig på pindestolen. Alt i mig ville en lettere løsning. At få lov til at springe over tilgivelsesbønnen og videre til den trygge psykologisering, ”så-sagde-du-og-så-tænkte-jeg” og alt det, der står i samlivsbrevkasserne. Og hvis jeg ikke svarede, så kunne jeg også trygt blive ved med at være offer – det var jo faktisk mig, der var blevet overfuset. Men nu sad jeg i stedet der og var almægtig. Det var mig, der kunne tilgive. Det føltes vildt ubehageligt, som om jeg var blevet Gud og holdt hans liv i hænderne.

Fristelsen til at udviske uligheden og sno sig uden om alvoren med en udglattende bemærkning var stor. Samtidig gik det op for mig, at tilgivelser ikke er noget man kan uddele i flæng. Man er nødt til at tage sig selv ret alvorligt. Mærke sorgen og vreden, gå rundt om den, tage den ind og finde ud af hvordan man kan og vil leve med den. Tilgivelse er ikke bare sådan et hyggeligt kirkeord. Det er en ultimativ fordring om ærlighed og accept: Kan jeg faktisk rumme, at glansbilledet af dig er blevet krøllet? Kan jeg holde ordentligt af dig – på trods af det jeg nu ved?  Og bordet fanger. Man kan ikke småtilgive.

Da jeg endelig tog luft ind og sagde ”Jeg tilgiver dig”, var det ikke fordi, jeg er et ret storsindet menneske. Tværtimod. Men måske var jeg den dag mere tro mod mine følelser end nogensinde før. I stedet for at smide drivankeret af uudtalt småbitterhed, turde jeg sige det højt: "Ja! Jeg er faktisk såret. Og der er brug for noget andet end forklaringer. Der er brug for …tilgivelse". Og derfra kunne en rigtig samtale begynde

susanna sommer  ingstrup alle 43   2770 kastrup   26 25 77 13  sommer@words.dk  www.words.dk