Artikel til Bo Bedre 

Den rullende lyd af bølger mens badehusets vinduer glimter af solnedgang og svaner snadrer i vandkanten. Bare fødder i dugvådt græs, jordbærrensning og lugten af hengemt sommer, let fugtige dyner og brænderøg. Den næsten fysiske fornemmelse, når hverdagens ævl og kævl, stress, mylder og os langsomt siver ud af baghovedet og der pludselig kun er plads til vigtige beslutninger som f.eks. hvornnår det er tid til det næste måltid og hvilken kriminalroman man først skal kaste sig over.

I mere end 100 år er danskerne taget på landet - ud af byerne, ud til marehalm, skovsøer, rosenbuske, hængekøjer og kroket. Sommermånederne er blevet tilbragt i alt fra slotte til udhuse, men driften har altid været den samme - århundredeskiftets taktmester Emma Gad beskriver den sådan her: “Alle bør gøre det mest mulige, Hver på sin Maade, for at kunne leve i og med Naturen i den korte sommer, der er os beskaaret i vort nordlige Klima, for derved at vinde sundhed og styrke til Arbejdet i den barske Vinter, der uundgaaeligt følger efter.”

De første sommerhuse

“Hornbæk er et smukt sted, men om sommeren er her desværre ikke til at være for badegæster.”

Ordene er maleren P.S. Krøyers og de faldt i 1891, hvor det lille fiskerleje allerede i et par tiår havde lagt pensionater, badehoteller og huse til det københavnske borgerskabs sommerfornøjelser. Indtil midten af 1800tallet var det kun adlen og højborgerskabet, der skiftede adresse om sommeren og tilbragte et par måneder i lys og luft på store landsteder, men i 1870erne begyndte kunstnerne at drage ud i landet for at finde inspiration og møde den karske natur og uspolerede lokalbefolkning.  I kølvandet fulgte en strøm af bedsteborgere, der indlogerede sig på pensionater og badehoteller, hvor man ikke måtte vise sig med sandblæst hår og sandaler eller lejede sig ind hos bønder og fiskere, som så tilbragte sommeren sammenklemt på loftet eller i en tømt grisestald, mens byboerne hængte deres egne gardiner op og kæmpede for at omdanne de små praktiske urtehaver til blomstervældende “rigtige” haver. Men  ret hurtigt opstod der deciderede sommerhusområder, fordi borgerskabet ville have deres egne sommerhuse, som de selv kunne indrette og vende tilbage til år efter år. Den første sommerhusudstykning fandt sted i Hornbæk i 1896 og resultatet var en samling huse i italiensk landlig stil,  som hver sommer husede en sluttet kreds af københavnsk overklasse, der gik på vistitter hos hinanden, badede og ellers holdt sig for sig selv.

 By og land - hver for sig

 I slutningen af sidste århundrede var det kun det bedre borgerskab, der havde råd og mulighed for at holde ferie. Det var først i 20erne og 30erne, at også arbejdere og funktionærer fik ret til at holde fri - 6  dage om året - med løn. Når bedsteborgner skulle på landet pakkede man ikke bare et par tasker - det var et projekt, der krævede nøje planlægning - ofte mange måneder i forvejen. Hvis man havde lejet sig ind hos fiskere eller bønder blev senge, linned, bestik, gardiner og møbler fra byen bugseret ud til kysterne med fragtmanden eller dampskibet, så man kunne opretholde samme levestandard, som man var vant til. Dette gjaldt også mad og drikke, københavnske  butikker tilbød at bringe varer ud i sommerlandet - hvis man købte for mere end ti kroner, og  i de mest besøgte feriebyer tog købmændene specialvarer hjem til landliggerne. Lokalbefolkningen iagttog  undrende de fremmede byboere, som snuede til langt op ad formiddagen, skiftede tøj hele tiden, spadserede ture i skov og ved strand og hele tiden ville bade. Sommergæsterne blandede sig heller ikke med de lokale, andet end når der blev købt fisk ved kutterne, herrerne drak en øl på kroen eller man undrende sig over mødet med de helt anderledes landboere.

“Man generer sig kun lidt her oppe paa Skagen. I gaar cyklede jeg ved Nordstranden. Der mødte jeg et stort Selskab, Alle Damer havde bare Fødder; en Gruppe løftede saa højt op, at jeg saa deres nøgne Ben ovenfor Knæene. Det er ligesom det store Hav gør dem mere naturlig og ugenerte,” skriver generalløjtnant og gymnstikinspektør Abraham Herman i 1896.

Men selv om landliggere og lokalbefolkning var to skarpt adskilte grupper, så kom sommergæsterne - i stadigt større antal - med tiden til at ændre de små fiskerlejer totalt. Holger Drachmann skriver i sin novelle Kongen, at “Lejet laa, hvor det laa, nederst på Forstranden, og nu sivede fra Villaverdenen der ovenfor fremmed Paavirkning, nye Moder og ideer ned over Ur-Indvaanernes modtagelige Sind. Fiskerlejet var erobret. Kulturen var trængt sejrrigt igennem, men Ur-Indvaanerne maatte ikke helt forsvinde, de skulle afgive garantier for, at man virkelig boede ved Søen.”

 Havearbejde i stiv flip

 I tiden op til 1. verdenskrig blev sommeren en vigtig social begivenhed, man købte ikke sommerhus hvor som helst, men samlede sig i små kolonier - bundet sammen af familiære, venskabelige eller erhvervsmæssige bånd. Herrerne kunne på den måde dyrke deres forretningsforbindelser, konerne mødtes til the med veninderne og de unge kunne - under skarpt opsyn - mødes og passende sød musik opstå.

Sommerdagene gik med havearbejde - i knæbenklæder, sportsstrømper, stiv flip og vest, regelmæssig badning på kønsadskilte strande med kysk omklædning i badehuse, fjerbold, boccia og besøg af slægtninge og venner. Som regel tilbragte kvinder og børn hele sommeren fra midt i maj til september i sommerhuset, mens husfaderen, efter nogle få ugers rekreation, passede sin dont i byen og kun kom på landet i weekenderne.

Da 1. verdenskrig fyldte lommerne på gullashbaronerne blev der en større og større efterspørgsel efter sommerboliger. Den første bølge af velstående villaejere så tegnene i tide og opkøbte i mange tilfælde store arealer for ingen penge og stykkede dem ud til sommerhuse. Arkitekturen lagde sig efter det enkle og naturlige - selv om der stadig blev bygget store sommerhuse inspireret af de gamle prægtige landsteder, blev det mere og mere in at bo i pagt med naturen og indrette sig med stiliserede bondemøbler og almuefarver.

“Gør selve Huset inden Døre saa lyst og sommerligt som muligt og glem ikke, at al By-Elegance bør udelukkes i en sommerbolig. Malede Fyrretræs Møbler og blomstret Sirts vil altid være på deres plads, og har man ikke, til at begynde med, mange møbler, kan store Krukker med Bøgeløv og blomstende Planter erstatte det Manglende”, belærer Emma Gad.

 Arbejdernes haver

 Men det var ikke kun borgerskabet, der længtes efter lys og luft, allerede i 1700tallet overlod en sønderjysk lensgreve jord til de fattige og tanken om at underklassen i byernes skumle lejekaserner skulle have mulighed for at dyrke jorden og nyde solen fik for alvor fart i slutningen af 1880erne. Man begyndte at leje jord af kommunerne og dele dem op i små kolonihaver. I 1904 var der 20.000 kolonihaver i Danmark og i 1940erne nåede tallet helt op på 100.000 haver.

“Der findes blandt lejerne særdeles mange håndværkere, som måske aldrig, førend de nu kom til at leje lidt jord, har haft en rive eller en spade i hånden. Men det har længe stået for dem, som noget særdeles behageligt at have en stump jord, som de kan pusle med i deres fritimer og om søndagen, og de har ufortrødent givet sig i lag med det uvante arbejde, og det er næsten til deres egen forbavselse - gået ganske brilliant,” sådan skrev Aftenposten om det nye initiativ i 1893.

Kolonihaverne blev en slags kompensation for dårlige boliger og elendige arbejdsvilkår, her fik arbejderne mulighed for - uden offentlig indblandig - at indrette sig som de havde lyst til og bestemme hvordan tingene skulle se ud. Og ligesom sommerhusejerne søgte deres ligemænd og skabte små sluttede kredse, hvor ikke alle havde adgang, blev kolonihaverne også områder med egne regler, fester og ritualer. Dengang som nu dog med et tættere forhold til naboerne, mere gemytlig snak henover hækkene om søndagen og en mere løssluppen opfattelse af arkitektur end man finder i sommerhusområderne.

 Det sammenklaplige sommerhus

 I mellemkrigstiden blev sommerhusene flere og flere - de fleste større provinsbyer fik egne sommerhusområder med huse, som var mindre og enklere, ofte bare en lille stue, et par kamre og et lille køkken. Nu skulle husene være så billige som muligt, og der blev ikke tænkt på stil eller mode - bortset fra når Arne Jacobsen eller Kay Fisker tegnede funktionalistiske huse, der skulle stå som kontrast til naturen.

Ferieloven fra 1938, der gav alle ret til to ugers ferie og besættelsen, som forhindrede folk i at rejse udenlands øgede behovet for billige sommerhuse endnu mere, og flere af de store dagblade udskrev arkitektkonkurrencer, der skulle finde fikse og billige løsninger. I 1945  blev 2. præmien vundet af Bertel Udsen og Kjartan Sigurdsson, som havde tegnet et sammenklappeligt sommerhus, der mest af alt lignede et spidst spejdertelt med to brikse. Desuden begyndte man i slutningen af 30erne at lave feriebyer rundt om i landet, hvor man kunne leje sommerhuse i kortere eller længere perioder.

I 1950 var der 50.000 sommerhuse i Danmark og antallet steg hele tiden. Arkitekterne tegnede rustikke, grove huse, og man begyndte at eksperimentere med nye materialer.

Men efterhånden blev de fleste sommerhuse typehuse, Myresjöhuse med udhængende fladt tag og plads til volvoen eller Skarridsø med rene linier og masser af træ.

Sommerhusene kom til at ligne hinanden mere og mere og grundene de lå på blev mindre og mindre, og på den måde blev sommerhuset en naturlig forlængelse af forstædernes parcelhuse.

Op igennem 60erne og 70erne begyndte vinter- og sommerboligerne at minde mere og mere om hinanden. Danskerne tilbragte livet i trygheden bag hækken - lige meget om den var af liguster eller bonderoser - og livet i sommerhusene med alle moderne bekvemmeligheder nærmede sig mere og mere livet hjemme på villavejen.

I de sidste 100 år er forskellene forsvundet. Der bliver ikke længere fragtet sommerbagage med dampskibe op langs kysten. Tangoen fra de elegante badehotellers saloner er afløst af strandbutikkernes plasticpop og behårede herrebrystkasser gemmes ikke længere i heluldne brune badedragter.  Føtex, Brugsen og Irma ligger side om side i hver en flække og ingen venter på fragtmandens last af kolonial og delikatesser fra storbyen. Lokalbefolkningen ude i sommerlandet har både fået satelittv og Arteabonnement og er ikke længere pittoresk staffage for borgerskabets spadserture.

Men en ting har ikke forandret sig:

Det grønne flimrende sollys igennem en trækrone, hængekøjens duven og en hel sommerdag, der dovent strækker sig.