hjem 

Tale holdt på Radiodays 2004

Tanken om at skulle tale for en større forsamling af mennesker, der egentlig hellere ville have lov til at spise i fred er som at skulle holde min lillebrors konfirmationstale.

Festivalledelsen  har bedt mig om at være skarp og provokerende. Men jeg har nu tænkt mig at gøre en dyd ud af fornemmelsen. Ikke at holde en konfirmationstale, men til gengæld være sådan lidt ældre grådkvalt onkel-agtig  - for en gangs skyld springe den sarkastiske journalistiske tilgang til verden over. Droppe angsten for det banale , tro på at patos ikke nødvendigvis er patetisk og i stedet kaste mig ud i de store ord og lade hjerte rime på smerte.

Så jeg vil gerne tale om hjerte i de næste 7 minutter. 

Hvis man slår op i Encyklopædien, så står der følgende…..

 ”Hjerte: Organ hos visse større, flercellede dur, der udgør en særlig muskuløs del af blodkarsystemet, gennem hvilket det pumper blodet rundt”

 (Overdøv med…..)

 BÅND: Tilfældigt mix af fredagsradio

 Det her er lyden af hverdag

Et fuldstændig tilfældigt greb ned i hvordan æteren lød fredag eftermiddag.

Sådan her lyder alt det andet vi laver. Alt det vi ikke taler om i dag….al rugbrødet, der skal fylde æterminutter, den lektieagtige præsentation af den på forhånd valgte musik, de trætte oplinede interview, lytterkontakten, der skal få tiden til at gå, nyhederne om at alt er som det plejer og der ikke rigtig er sket noget.

Og der er rigtig meget af det.

Det er et tilfældigt udpluk af hvad vi vil med de andre.

  Min oplevelse er at vi egentlig ikke vil dem særlig meget. De andre. Hverken når de sidder på den anden side af højttalerne eller på den anden side af mikrofonen. De andre. Lytterne. Vi vil gerne have at de er der. Vi taler om shares, om lyttertal, om bevægelserne i markedet, hvordan vi brander os og har nok station ID’s i fladen, så ingen nogensinde er i tvivl om hvad de lytter til, og kan fortælle det til markedsanalytikerne.

Vi er optaget af hvor stærk vores frekvens er, om de nye tshirts har det fede slogan og laver events for at slå vores navn fast i lytternes bevidsthed.

 Det er meget sjældent vi taler om hvad vi i virkeligheden vil alle disse mennesker, vi gerne vil have til at hænge ud ude ved højttalerne.

Musikanmelderen Hans Georg Lenz, sagde engang,

”Når en kunstner fremfører musik, tager han et stykke liv fra mig. En time eller to, som jeg aldrig får igen. hvis han ikke giver noget til gengæld, som er de to timer af livet værd, så yt med ham. Så er han jo en listetyv”.

Jeg synes de fleste af os er listetyve det meste af tiden. Vi har til skærpet evnen til at fylde til perfektion. Og er endt med at gøre forudsigeligheden til en kunstart. Den tunge bekymring over alt det nye – fx internettet: dette verdensomspændende computernetværk, der vil svindebinde det moderne menneske til skærmen, cybersex og udbragte pizzaer. Eller den lette jagt på ha ha ha-pointen. Redaktionsmøder, som ikke består af særlig meget andet end plejer….Sammenhængen mellem vold og videospil kan tegnes op på et nanosekund, vi er topklar med klynkende gamle eller forargede forældre, hver gang ordet nedskæringer tikker ind på Ritzau og har alle telefonnummeret på den psykolog, der kan fortælle hvorfor man altid bliver lidt mere deprimeret om vinteren. Vores kernekompetence er at få folk til at gentage det de sagde så godt sidste gange og klippe en skarp kommentar ud af 12 minutters forvrøvlet bånd.

Lad os vende tilbage til hjertet. Hvis nu man dropper encyklopædiens professionaliserede skarpliniede tro på, at informationssamfundet stadig lever og i stedet kaster sig over den store ordbog over det danske sprog et antal årtier før, så er hjerte temmelig meget mere end et vigtigt organ, der pumper blod rundt i kroppen. 

Så lad os tale om at have noget på hjerte.

Og lad os starte på makroplanet. Fx med et citat fra DRs grundlag:

- DR skal give grundlag for at forstå vor verden.
DR skal med sine oplysende og underholdende programmer give danskerne bedre forudsætninger for at forstå deres verden og virke som aktive borgere.

 Det er svært at være uenig, det er også svært at forestille sig hvilket medie i Danmark, der ikke kunne have skrevet det om sig selv. Hvis nu DR havde besluttet sig for hvad de gerne ville de andre. Altså de der aktive borgere. Så behøvede vi ikke alle disse branding diskussioner og vi behøvede ingen station IDs – for ingen ville være i tvivl om at de havde stillet ind på DR - nå ja det er jo dem, der lyder sådan.

Sådan har jeg det egentlig kun med Radio Rosa - bøssernes og de lesbiskes radio - de ligger lige opad P1 på FM båndet og min bilradio hopper lystigt imellem dem, når dækket rammer en sten eller jeg bremser lidt for hårdt. Man er sjældent i tvivl om Rosa (og det er ikke fordi de taler om analsex og det gør man ikke så meget på P1) På Radio Rosa handler det om kamp, stolthed, selvbevidsthed og lov til at sætte ord på sit liv og dets særegenhed. Men når radioen hopper tilbage til P1 er jeg som regel temmelig i tvivl om hvad det i virkeligheden handler om.

Egentlig er jeg ligeglad med markedet og alle de store strukturer - dem er der nok, der taler om. For i sidste ende er det her mest af alt en privat og personlig problemstilling: Hvorfor åbner jeg munden i offentlighed? Hvorfor har jeg taget ordet - fra nogle andre.  

Jeg er simpelthen så træt af at tænde for radioen og lytte til mennesker, der ikke rigtig vil mig noget...og det gælder alle kanaler og stationer...

Det er så trygt at sidde i sit eget lille indhegnede paradis og enten være P1sk bekymret over alt nyt og sukkende forudsigeligt tegne den grumme overfladiske verden frem. Brysk spørge hvor pengene skal komme fra i nyhederne, Hoppe over hvor tanken er lavest på P4 og insistere på, at vi har det da meget hyggeligt. Opregne Köchelnumre på P2 og være overbevist om at vi jo (dette skønne lille ekskluderende ord) alle sammen ved, hvornår Sjostakovitch skrev sin 2. symfoni…eller sidde og gøre sig munter over verdens latterlighed på P3 eller en af de andre stationer, der mener, at mennesket lever af underholdning alene.

Fladpandet eller højpandet – resultatet er det samme: vi gør som vi plejer, fortæller det vi også gjorde i går og spørger de andre om det samme som i sidste uge – og det hele har en stemning af adspredthed, som om vi sidder og surfer på nettet eller tegner små mænd på papiret mens vi taler. Som om det i virkeligheden rager det os en høstblomst.

Og de andre – dem derude - har vi opdelt i segmenter og farvede klatter og besluttet os for at vi kender dem og kan træne os selv og hinanden i at tale direkte ind i deres kedsommelige forudsigelige stereotype traditionelt moderne individoptagede og fællesskabs orienterede liv.

På den anden side af højttalerne bliver man bare irriteret over, at nogen kan tro, at det er så let at kende en anden.

En af mine venner tog engang toget fra Århus, det var nat og et sted på ruten lå der et hus med lysende vinduer i skovbrynet. Han fortalte, at han havde siddet og kigget ud på det her fremmede hus. Jeg ville have tænkt ”godt det ikke er mig der bor der” – men han er både et bedre menneske og en bedre journalist end mig, for hans tanke var: ”derude bor der mennesker med præcis de samme drømme og ambitioner som mig”. Og når det er sådan man møder verden, så begynder man også at fortælle historier, der betyder noget.

Jeg vil have nysgerrighed, respekt og ømhed. Jeg ville gerne have, at det var svært at lave radio, svært at beskrive verden og al dens mærkværdighed, at jeg lyttede til værter og reportere, der overraskes over hvor mangefacetteret tilværelsen er og kæmper for at beskrive den. Jeg vil lytte til samtaler og interviews hvor nogen virkelig gerne vil have noget at vide og faktisk holder af dem, de har valgt at tale med. Jeg vil høre historier, der er mere end de trætte beskrivelser af de mærkelige andre – hende, ham, en tilfældig hændelse eller en eksotisk afkrog. Jeg vil gerne have historier, der bestræber sig på at skabe et vi – at vi fortæller til hinanden, at det handler om os, vores liv og vores valg.

Det er ikke så svært. Rundt om sidder der mennesker, der gør det hver dag og de gør de ikke i montager det tager 6 måneder at lave – de gør det når de præsenterer musik, laver interviews, er ude for at lave en reportage, læser et oplæg eller refererer et ritzautelegram. De gør det fordi det aldrig er blevet hverdag at få lov til at sige ord i æteren og måske lykkes det for dem, fordi de selv er i gang med at leve et liv, de er optagede af og i tvivl om.

At have noget på hjerte. Jeg har altid troet, at det bare handlede om at finde det frem og turde have det. Men nu har den store danske ordbog  belært mig om det begynder meget tidligere – for at udkomme med noget der er virkeligt – skal der være noget i hjertet.

  ” at lægge sig noget på hjerte” – betyder, at man lægger mærke til noget og stadig huske på det.

 ”at noget ligger en på hjerte” – betyder, at man omfatter noget med interesse – levende og varig interesse.

 ”at have på hjerte” – betyder at have anliggender, bekymringer, hemmeligheder som man ønsker at meddele – for derved at lette sit sind.

 Så når man har noget på hjerte gør man altså ikke bare de andre en tjeneste, man gør også noget for sig selv. Man har indtaget noget, der har gjort indtryk og må udkomme – for selv at blive klogere, for at forstå, for at … lette sit sind. Og der bliver den radiofoniske monolog noget, der ligner en generøs dialog.

Måske handler det bare i sidste ende om at vi er en samling patetiske livsuduelige badegæster, der egentlig ikke er specielt optagede af noget som helst og som sjældent oplever noget, der gør indtryk. Og så er det virkelig svært at have på hjerte….og måske er de adspredte stemmer fra turen henad FM-båndet bare refleksionen af vores egne alt for kedsommelige liv.

Eller også har vi bare glemt at tage vores rigtige liv med på arbejde og derfor føles det hele som at brække sig på tom mave.

I hvert fald ender det hele med, at vi tager ikke vores tildelte taletid alvorligt – og så kan man lige så godt være metrokontrollør…

I sommers producerede jeg 30 af lytternes egne historier. Jeg læste 100vis af historier og kørte rundt i landet for at optage dem. Og det var måske den største lektion i journalistisk ydmyghed jeg har prøvet. Alle disse mennesker med disse uforudsigelige liv og interesser, som læste de forkerte bøger og lyttede til mærkelig musik, som segmentanalysen aldrig havde forudset. Mennesker som interesserede sig for problemstillinger, vi aldrig havde kunnet forestille os i en graf. Mennesker med liv fulde af store dramaer og stille konflikter – det største og det mindste gemt bag de pæne havelåger. 30 historier om tab, det første kys, hende han aldrig glemte, lugten af mormor, religiøst vanvid eller glæden over at eje gode sko.

Det var historier fulde af betydning, og det blev aldrig patetisk personligt, men kriblende, gråtonet og uden de fede streger under resultatet.

Det var historier fortalt med vid, overskud og en fornemmelse for den gode historie som kun opstår, når man gerne vil meddele sig om noget vigtigt. Noget som alle os DJH skolede, der aldrig rigtig kan lave et fedt anslag, for hvad er det nu i virkeligheden historien handler om….kunne lære meget af.

Da sommeren var overstået var det blevet rigtig svært at lave radio. For hver gang jeg sad og skulle vinkle et interview eller en historie, så passerede alle de komplicerede liv jeg havde mødt, igennem hjernen og verden var helt enkelt bare blevet mindre sort/hvid.

Pludselig vidste jeg hvem det var jeg sendte til…og var smerteligt bevidst om, at de var mindst lige så kloge og interessante som mig. Egentlig synes jeg det er betænkeligt, at når vi lader være med at blande os – så har lytterne faktisk mere på hjerte end os og er bedre til at fortælle om det.

susanna sommer  ingstrup alle 43   2770 kastrup   26 25 77 13  sommer@words.dk  www.words.dk