hjem 

Klumme i journalisten 2004

Det må være en fest at være medieforsker i øjeblikket. Der er så meget, der skal forklares. Finurlige grafer viser hvem der fører kampen om den nu afmonopoliserede æter, lytterbevægelserne bliver fulgt som fiskestimer på ekkoloddet, ingen kan tænde for Krøniken, Nyhederne eller Big Brother uden at det lille klik bliver registreret og målt, vejet og analyseret som var det beriget uran og når man distræt rækker ud efter en af de nye gratisaviser på perronen kan man også være sikker på at ende i en af statistikkens muntert farvede kurver.

Og det er der jo ikke noget galt i. Tværtimod, det kan da være interessant nok at vide, hvem der er derude. Til gengæld synes jeg der er noget helt galt i den måde vi bruger medieforskernes viden. Det er altså temmelig tøsedrenget at sidde med tilbageholdt åndedræt og vente på dommen, altid parat til at iføre sig en ny hat, alt efter hvad lytterne/læserne/seerne nu gerne vil have. Tænk hvis vi brugte lige så mange ressourcer på at undersøge og analysere, hvad vi gerne vil dem derude. Det taler vi nemlig ikke særlig meget om. Vi har taget ordet og nu holder vi på det med småpludren og pæn forudsigelighed i stadig angst for at nogen skal tage det fra os. Det hele ligner hinanden til forveksling, den lumre serie om erotik, der hver sommer fylder spalterne, den professionaliserede forargelse, der tænder hver gang ordet nedskæring optræder, de kedsommelige politikerinterviews om hvor pengene skal komme fra og kan du love det aldrig vil ske igen. Der er kun lay-outen til forskel – skrifttypen, studieværtens slips og indgangsjinglen.

Filmmanden Mogens Rukov sagde engang, ”vi taler for at fortælle, at vi eksisterer, men vi taler også generøst til det andet menneske for at fortælle, at det eksisterer”. I hans udgave bliver massemonologen til dialog. Et vi. Det kræver interesse - både for egen eksistens og for den anden, men det mærker man ikke meget til, når man bladrer, kigger eller lytter. Enten lever journalister meget kedelige liv eller også er nysgerrigheden og forundringen over verden og dens mangfoldighed ikke noget vi tager med på arbejde. Og så har vi gjort den anden til de andre, opdelt dem i segmenter og farvede klatter og besluttet os for, at vi kender dem og kan træne os selv og hinanden i at tale direkte ind i deres kedsommelige forudsigelige stereotype traditionelt moderne individoptagede og fællesskabsorienterede liv. Det er let, trygt og bekvemt – når dem derude ikke rigtig er nogen, så behøver vi heller ikke at være det. Som medie, journalist eller menneske er der ingen grund til at være modig, sætte sig selv på spil eller overveje hvad der er vigtigt at sige, når man taler til ansigtsløse grupper, hvis hjernevindinger åbenbart er spundet sammen med samme forudsigelige logik som et billedlotteri: BT, boksning og budding eller Weekendavisen, Wagner og Wittgenstein.

De ligner sjovt nok slet ikke os og vores komplicerede liv med absurde interesser, musikpræferencer, utidige passioner og underlige idiosynkrasier, der ikke passer ind i nogen grafer eller modeller. Og derfor bliver vi så nervøse over hvordan vi dog skal tale til dem. Hvis man spurgte dem ude i segmenterne, ville de nok sige, at vi også virker lidt gennemsigtige, konturløse og ikke helt til at få hold om.

Måske skulle vi bare holde op med at lurepasse og gøre det lidt mere besværligt for os selv. Fylde taletiden med noget, vi synes er vigtigt og ikke hele tiden vente på at få at vide, at det er okay. Have mod nok til at lade os bevæge og gøre beskrivelserne af verden lige så komplekse, underlige og nuancerede som livet nu engang er. Tro på, at vi ikke kender dem derude, men at de er mindst lige så interessante og kloge som os.

 susanna sommer  ingstrup alle 43   2770 kastrup   26 25 77 13  sommer@words.dk