Portræt af Norman Foster 

Han udfordrer tyngdekraften, materialerne og vores forestilling om hvordan et hus fungerer. Den engelske arkitekt Norman Foster skaber økologiske højteknologiske bygninger, der skal gøre det sjovere at arbejde og leve. Den 8. september inviterer Lousiana os med indenfor i hans værksted.

Det er som at træde ud over en bjergside og opdage, at man kan gå på luft. Et åndeløst sekund, hvor man slipper forbindelsen med den kendte verden og det faste underlag og træder ud i svævet.

Sådan er skridtet fra halvmørket og ud i British Museums gård – i midten knejser den majestætiske gamle læsesal, udenom stråler den hvide marmor og det labyrintiske gitterglastag filtrerer himmellyset i bløde blålige mønstre.

I British Museum binder arkitekten Norman Foster fortid og nutid sammen ved hjælp af skyerne. Da han stod for ombygningen af den tyske rigsdag, skabte han et åbent rum rundt om en kæmpe kegle af spejle til det genforenede demokrati og når han bygger kolossale kontorbygninger rundt om i verden er udgangspunktet, at de skal opfylde og udfordre firmaets behov, være ressourcebesparende og rare at arbejde i. Foster bygger med lys og linier, det naturlige lys giver hans stramme, enkle og monumentale bygninger en egen poesi og menneskelighed. Han er, udover at være arkitekt, også en ivrig pilot og man genfinder den svævende flyveglæde i mange af hans bygninger – mågevingetaget over metrostationen Canary Wharf eller den nålespidse Milleniumbro over Themsen, der som en laserstråle forbinder bredderne. For Foster skal der altid være en udfordring. Det er en drenget lyst til at gøre det umulige og Foster strækker naturlove, materialer og former til det yderste. Altid lidt højere, tyndere eller videre end man troede muligt.

 Du er en jonglør der smider boldene højere end alle andre og lader dem falde lavere, før du griber dem.

Sådan beskrev Lord Norman Fosters kone sin mand, der bygger dramatisk og poetisk. Hans huse er på en gang overvældende som bjergmassiver, men de har også en svævende lethed, hvor linier og lys tilsammen skaber en åndeløs overraskelse over at det kan lade sig gøre. Foster reducerer, han gør bygningerne lysere, mere simple og mere transparante.

Det er fristende at bruge ordet minimalisme, men det indebærer, at ånden er blevet fjernet sammen med alt andet. Jeg foretrækker at sammenligne det med omdannelsen fra prosa til poesi. Du producerer en struktur med færre elementer, men hvert element gør mere og har mere mening, sagde Foster i et interview med The Times i 1992. Han taler om samspillet mellem det digitale og det analoge, at de store linier på de avancerede computere altid skal kombineres med den menneskelige fornemmelse af detaljen. Hvordan føles det, hvordan ligger det i hånden.

 Poesi og logik

Norman Foster vil i dialog med sine kunder for at kunne skabe bygninger, der forener behov og udtryk. Han stiller de rigtige spørgsmål, siger en af kunderne om tilblivelsesprocessen, hvor Foster ikke kommer og præsenterer hvordan han har tænkt sig bygningen skal se ud. Men i stedet spørger, kigger og analyserer, for på den måde at forstå hvordan firmaet fungerer og hvilke behov bygningen skal opfylde. I et byggeri medførte det swimmingpool og tagterrasse med restaurant til de ansatte, og det vel at mærke i starten af 70erne før nogen havde opfundet glade medarbejdere:

Det mest bemærkelsesværdige er den sociale dimension. Det var og er revolutionerende. Bygningen repræsenterer visionen om at et kontor er et rum fyldt med sol, med fantastiske udsigter, hvor alle har lyst til at arbejde, fordi de ved, at til frokost kan de solbade i haven, siger Foster om bygningen.

Han mener at kunden skal hjælpes til nedbryde faste forestillinger og præsenterer en buket af potentielle ideer – en proces, der ofte ender med en ny organisationsstruktur som bygningen understøtter. Og han gør selv som han prædiker. En arbejdsplads skal være et sted, man har lyst til at tilbringe tid. De 450 medarbejdere i Foster and partners sidder ved lange arbejdsbænke i et toetagers kæmperum med udsigt over Themsen, kontoret har åbent 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Der bliver tegnet, talt, regnet og lavet modeller, alt sammen i samme hus, så de forskellige fagligheder kan inspirere og kommunikere. Chefen sidder selv midt i det hele, alle møder bliver holdt i offentlighed, man småsludrer og spiser i baren og besøgende træder ind midt i skabelsesprocessen, de er ikke henvist til et anonymt venterum. Det er den gensidige respekt og personlige kemi, som sætter alle i teamet i stand til at udfordre problemstillingerne, understreger Foster, der har gennemført sin fascination af middelalderen og renæssancen, hvor de store mestre levede og arbejdede det samme sted i et tæt fællesskab med deres medarbejdere: Han bor i en lejlighed på toppen af bygningen - med en lille birkepark og egen helikopterlandingsplads, for den succesrige arkitekt er en ivrig flyver, og længslen efter at ophæve tyngdekraften finder man også i hans bygningsværker, som udfordrer Newton og naturkræfterne ved at strække materialerne lidt videre og lidt højere end man troede muligt:

For piloten er det svært at skelne flyveoplevelsens åndelige opdrift fra tilfredsstillelsen ved den fintfølende balancering af processens fysiske kræfter.

For Foster hænger beherskelsen af teknikken og oplevelsen tæt sammen, og ofte påvirker de hinanden, således at den gode funktionelle løsning også er den meste poetiske. Da Norman Foster og hans firma tegnede Stansted lufthavnen udenfor London valgte de at lægge alle de tekniske installationer i gulvet i stedet for at gøre som man plejede: At smide al teknikken op i taget og lade lysstofrør stå for lyset. På den måde blev det muligt at lave et avanceret let metaltag med masser af vinduer og det blev lettere at komme til de tekniske installationer, lufthavnen blev fyldt af dagslys og energiudgifterne formindskedes. Foster mener selv, at de havde gjort ”mere med mindre”: Resultatet var meget mere menneskeligt og poetisk – i arkitektur synes jeg det er svært at adskille det åndelige og det rationelle.

Jeg bliver den næste pave

Han burde have stået ved et samlebånd, for i Manchester i 30erne blev man det samme som sin far og Fosters var fabriksarbejder:  Faktisk var tanken om at nogen i kvarteret kunne komme på universitetet lige som at sige, at jeg bliver den næste pave, sagde Foster da han i 1999 modtag arkitekturens nobelpris, Pritzkerprisen.

Norman klarede sig godt i skolen og en af hans yndlingsejendele var en bog om arkitektur, hvor han ivrigt studerede blandt andre Frank Lloyd Wrights og le Corbuisers værker.

Mens han var i militæret beskæftigede han sig med elektronik og lærte at flyve og bagefter fik han job på en tegnestue. Arbejderklassedrengen med ambitioner turde dårligt nok tale med arkitekterne fordi de var så kloge, men vendepunktet kom en dag, da han spurgte en af de arkitektstuderende hvad han synes om Frank Lloyd Wright. Han fik svaret: ”Jeg tror ikke jeg kender ham, er han også studerende?”.  Styrket af at opdage, at de kloge måske ikke var så kloge endda begyndte han at smugle tegninger med hjem og lave sine egne versioner for at have materiale til at søge ind på universitet. Da han viste tegningerne til sin chef fik han et tegnebord, en lineal og et projekt at arbejde med og kort tid efter begyndte han sine studier. Han var begavet og vandt et utal af priser og stipendier, så somrene tilbragte han med at studere arkitektur i Toscana og se Jørn Utzons, Alvor Aaltos, Arne Jacobsens og Kay Fiskers arbejder i Skandinavien.

Allerede som studerende søgte Foster nye veje. Da hans klasse fik til opgave at tegne et sommerhus med tilhørende bådehus, skabte Foster i stedet en integreret bygning, hvor båd og liv gik op i en højere enhed. Han forestillede sig, at hvis man havde en passion for at sejle ville man også gerne leve sammen med den.

I 1961 vandt han et stipendium til Yaleuniversitetet i USA, og her mødte han tidens bedste lærere og Richard Rogers, som han senere lavede tegnestue sammen med. Foster og Rogers tegnede døgnet rundt og når de havde afleveret deres opgaver kørte de Amerika tyndt for at sluge bygninger af Wright, Mies vand der Rohe, Charles Eames og andre helte.

Tilbage i London dannede han og Richard Rogers arkitektfirmaet Team 4 sammen med de to arkitektsøstre Wendy og Georgie Chessman. Wendy og Foster blev gift og de tegnede mest for venner og bekendte, indtil de i 1965 blev hyret til at tegne en stor fabrik, som vakte international opmærksomhed. Efter den opgave dannede Wendy og Norman Foster firmaet Foster Associates, som i årene der fulgte tegnede det ene store industriprojekt efter det andet. Foster blev kendt for at levere til tiden, holde budgettet og altid udnytte den nyeste teknik til at skabe uventede løsninger.

 Lys og økologi

Fosters arkitektur er kendetegnet ved en intensiv udnyttelse af ”den passende teknologi”, som både skaber bæredygtighed og effektiv energiudnyttelse, men som også giver bygningerne en fascinerende blanding af drama og poesi. En af hans mest kendte bygninger er Hong Kong and Shanghai Banking Corporations hovedkvarter fra midten af 80erne. Huset er organiseret som små landsbyer og de store åbne kontorområder vender ud mod et 52 meter højt atriumrum.  Et system af computerstyrede spejle bringer sollys ind i hjertet af bygningen, som er hævet en etage over gadeniveau. Underste etage har glasgulv, som danner tag over pladsen, der er blevet et af byens populære udflugtsmål.

I 1991 skabte Foster Europas højeste bygning for Commerzbank i Frankfurt, han kalder selv det 300 meter høje hus for verdens første økologiske  og brugervenlige skyskraber. Bygningen er trekantet og 4-etagers høje haver snor sig om det centrale åbne rum, der fungerer som en slags ventilationsskorsten. Det hele styres af et ”Building Management System”, som styrer indeklimaet og informerer brugerne om blæst, luftforurening og gør det muligt at åbne vinduerne. Commerzbank og mange andre af Fosters nyere projekter er farvesat af den danske kunstner Per Arnoldi, hvis opgave det er at få bygningen til at kommunikere med brugerne. De skal ved hjælp af farverne guides naturligt igennem etager og korridorer

Nyt til det gamle

Udover de nye bygninger har Norman Foster også arbejdet med forene fortid og fremtid. I slutningen af 80ene byggede han Carré d’art i Nimes, et moderne museum mellem et romersk tempel og en travl boulevard og fik de 2000 år gamle søjler til at spille sammen med en strikt glasfacade, der både udfordrer og ekkoer fortiden. Op mod årtusindskiftet blev Foster bedt om at overdække gården, der omkranser den berømte runde læsesal på British Museum. Oppefra ser det ud som om læsesalens kuppel blidt er dalet ned i et oppusteligt net. Indefra er det nye tag som at se himlen igennem et bølgende system af passerstreger med den hvide læsesal som der hvorfra alting udgår.

Et af Fosters seneste store projekter er genopbygningen af Rigsdagen i Berlin, som har stået som ruin et halvt århundrede. Det var et projekt, hvor æstetik, teknik og symbolik skulle gå op i en højere enhed for at give det genforenede Tyskland en ny demokratisk ramme. Foster valgte at lette den tunge firkantede bygningskrop med en høj glaskuppel i midten, på den måde skabte han lys i forsamlingssalen og førte ved hjælp af gangbroer de besøgende op over de arbejdende politikere som et fysisk bevis på at borgerne står over den lovgivende forsamling. Men samtidig er kuplen også en vigtig del af bygningens indeklima, her hentes frisk luft ind og bliver sendt rundt i rigsdagen. Ned fra kuplen strækker et vaffelformet legeme sig beklædt med 360 spejle, som henter horisontens diffuse himmellys ned i mødesalen og dybt nede i undergrunden bliver overskudsvarmen opmagasineret.

Den 65-årige Norman Foster har sat sin signatur på en næsten uendelig liste af bygninger de sidste 40 år. Han bevæger sig fra verdensdel til verdensdel som vi andre går fra soveværelse til spisestue, han er lige blevet far og der er stadig nye bygninger, der venter på at blive til. For det handler hele tiden om at strække verden lidt mere end man tror er muligt.