Klumme til Ekstra Bladet

Det kan stadigvæk ramme mig - som regel på vej mellem supermarkedets hylder lige før lukketid med kurven fuld af kaffe, mælk, brød, vin, en avis og shampoo. Bare et sekunds grænseløs undren: Har jeg virkelig brug for det her? Eller køber jeg det bare, fordi jeg tror, det hører med til et almindeligt liv?

Som dengang mine forældre for første gang lod mig være alene hjemme en weekend. Med mange formaninger, dybfrosne retter og lister med katastrofetelefonnumre stod jeg tilbage i stilheden og gik hvileløst rundt i de kendte stuer, mens jeg filosoferede over hvad jeg nu burde gøre. Helt almindelige daglige foreteelser, som at lave mad, gå ud med skraldespanden, åbne en øl eller læse en bog,  blev til noget stort og underfuldt. Er det sådan her man gør, når man er alene og voksen?

17 år efter kan jeg stadig stå med en kedel kogende vand og komme i tvivl om, hvorvidt min krop egentlig har et uopfyldt behov for kaffe, eller jeg bare  er i fuld gang med at brygge, fordi talløse amerikanske film, popsange og romaner har forsynet hverdagscenteret i min hjerne med det ene mytiske billede efter det andet: Kaffe er noget man laver til sig selv og indtager efter man har boret sig ned i en dyb lænestol med en god bog.

Egentlig er det totalt paranoidt. Vi ved hvordan mennesker opfører sig i bussen, på arbejde, på værtshus eller lørdag formiddag hos slagteren, og når man har passeret pubertetens hormonbombardament, så lærer man at undgå de værste sociale katastrofer og gøre ligesom de de andre.

Men der er en ting, man ikke ved. Noget man aldrig får at vide. Noget som man kun kan gisne om i lange mørke vinternætter.

Man ved ikke, hvad andre foretager sig i enrum. Måske haster alle supermarkedkøens grå ansigter hjem for at skrive 12-binds dannelsesromaner, diskutere universets uendelighed og Guds mulige eksistens med kæresten eller dyrke utænkelige seksuelle variationer. Man ved det ikke, måske er det kun mig, der sidder på gulvet foran fjernsynet med en tallerken pasta og grovæder så sovsen står om kinderne, tilbringer en hel aften med formålsløst at flytte bunker rundt på skrivebordet eller læser tilbudsaviserne fra ende til anden.

Jeg har altid krympet mig, når døren smækkede bag mig. Måske gør jeg det helt forkert, måske er jeg alene på en helt åndsvag og latterlig måde. Men nu er jeg ikke længere i tvivl.

Den gamle dame med papilottet hår retter på kronhjortene og titter frem mellem blondegardiner, den unge fyr med Monétreproduktioner på væggen og sort lædersofa spiller luftguitar og en velvoksen bodegamave nipper pelargonier i stramme hvide bomuldstrusser med en øl i hånden. Det hele foregår i skæret af  flimrende fjernsyn - døgnet rundt. Kom ikke og sig, at det lyder som en dårlig parodi på et stykke dansk TV-dramatik fra 70erne: Det er den rene og skinbarlige virkelighed, som den udspiller sig i de 12 oplyste akvarier, jeg har udsigt til på den anden side af gaden i min nye lejlighed.

Det har gjort mig tryg og afbalanceret. Når dæmonerne trækker sammen og hvisler eksistentielle spørgsmål i mørket i timerne efter midnat, hvor telefonen er forstummet og bilerne bare er en fjern susen, så står jeg nogle gange op og sidder  ved vinduet og lurer på akvarierne overfor.

Sidder bare der i halvmørket og glæder mig over, at jeres liv er præcis lige så  kedsommeligt som mit.