borte borte - tit tit

hjem 

Det sker som regel på grågrumsede søndage, hvor tomme ølflasker triller rundt på gaden og brugte kondomer glitrer i rendestenen. De der dage, hvor man er alt for alene med sig selv og paranoiaen kommer snigende. Ikke den store sammensværgelsesparanoia om magtfulde hemmelige broderskaber eller nedbeamede rumvæsener. Det er bare en lille almindelig gnidret hverdagsparanoia. En af dem man får smidt i hovedet i supermarkedet eller kan bestille pr. postordre: Der er alt for mange, der ved alt for meget om mig.

Det er ikke bare bondeanger fra festen dagen forinden, hvor man fortalte lidt for meget. Eller tanken om vennerne, der kender alt til overståede engangsknald, lysten til at spise mayonaise med ske eller have lyset tændt om natten.

Det er meget værre, når man opdager, at alle mulige andre også ved for meget. At fuldstændige tilfældige mennesker står og lurer med på ens liv. Passagererne i bussen, der medvidende nikker til hinanden, når de ser valget af avis. Kioskejeren, der har overværet pinlige formiddagsindkøb af ugeblade og slik i kilo. Og postbudet - man tror, at han bare ligeglad dumper brevene ind - men måske fører han i virkeligheden hemmelige lister over antallet af regninger og rykkere. Tandlægen ved alt om ens nikotinforbrug, foddamen kender ens hårde hud til sidse millimeter og lægen kan med et blik i journalen overskue clamydia, levertal og børnesygdomme. 

Og som om det ikke var nok, så er der også væsnerne. De effektive stemmer: “Så skal jeg lige have dit CPR-nummer”. Man rabler tallene af sig som en lemming, mens skærmen fyldes af fiaskoen med de trekantede klodser hos skolepsykologen som femårig, de alt for mange bopæl, for sent indbetalt restskat, uafleverede biblioteksbøger og uafsluttede uddannelser. 

Alt er systematiseret og registreret. Små elektriske videoøjne optager næsepilleri og tyggegummiudspytning på offentlige steder. Mobiltelefoner kan finde en ligemeget hvor man er - og så kan de aflyttes. Bageren ved, jeg kan lide croissanter. Buschaufføren, at jeg ikke har nogen bil.

Man stavrer afsted, tynget af alle muliges viden. De ved det hele ude i verden, det strammer og kradser, som helt forkerte teenagetøj købt af mor. Og man skal ikke prøve på noget nyt. Det hedder: “Du plejer da altid.....” eller “du har da aldrig....”.

Det sker, at man leger med den berusende frihed en sen nat på en fordrukken bar, hvor man kan bilde en uskyldig ind, at man er hjernekirurg, go go danserinde eller astronaut. På paranoiasøndagene leger man videre. Pusler med tanken om at gøre som Scherfigs forsvundne fuldmægtig: Skride fra selleribollerne i karry, forsvinde og bare dukke op under andet navn et sted i provinsen som hjemvendt udlandsdansker med et par dollarsedler “tilfældigt”  i pungen. Eller gøre som en af mine fynske forfædre, der efter et mord blev sendt til Sjælland med en pose penge for at begynde et nyt liv et sted, hvor ingen kendte ham. Dengang var der langt fra Fyn til Sjælland.

Det er noget forjættende over tanken om at kunne forsvinde. Bare muligheden er en sikkerhedsventil. At man kan checke ud, smide den gamle ham, åget af kendthed, forventninger, valg og skæbne og svæve lettet videre, hvis det hele på et tidspunkt bliver for meget. En barnlig trang til at råbe: “rend mig!” og spæne.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, det burde være en menneskeret at kunne begynde forfra uden journalnumre og fortid.

Problemet er bare, at det ikke går i denne den bedste af alle verdner. I Danmark bliver man ikke bare væk. Ve den, der ikke udfylder de dertil indrettede formularer eller til- og fremmelder sig til Folkeregisteret senest 3 dage efter flytning. Man får kun et arbejde, hvis man har en fast adresse og en bankkonto. Man får kun en bankkonto, hvis man har billedlegitimation og CPR-nummer. Og man får kun et CPR-nummer, hvis et væsen ved hvem og hvor man er. Så væk bliver man ikke - ihvertfald ikke her i landet.

For et par uger siden betroede en bekendt i London mig, hvordan man let og uden de store problemer kan skaffe sig en ny identitet i England. Det er egentlig ikke fordi jeg planlægger noget i den retning. Men hvor er det skønt at vide, at man kan.