boganmeldelser 

                  (til magasinet Nova 2007)    

hjem 

 Leonard Cohen: Længslens bog

Erigeret længsel

Intet umenneskeligt er ham fremmed og derfor er Leonard Cohen den bedste rejsekammerat, når livet hverken er leveringsdygtigt i ordentlige begyndelser eller lykkelige slutninger.

Nogle gange falder kroppen sjælen i ryggen. For eksempel i den mørke morgenstund, hvor den stille munk Jikan kæmper for at få kutten ned over sin enorme ståpik. ”Kærlighed kan være blind/det er begær ikke”, skriver munken alias den canadiske sanger og poet Leonard Cohen. For 5 år siden smed han kutten, forlod det buddhistiske kloster på toppen af Mount Baldy og vendte tilbage til kvinderne, ordene og trafikproppen på Boogie Street med pladen Ten New Songs. 

Nu har den 70-årige dameelsker og melankoliker udgivet digtsamlingen ”Længslens bog”, hvor han med et satanisk, vidende og medfølende smil vrider rundt på verden, så hjerte rimer på tvivl og smerte på lyst. Det handler om begær. Efter kvinden, efter renhed, efter at finde fred eller bare at have ”en smørskjuler, der ligner en ko”. Sandheden findes nok ikke og hvis den gør, så finder han den både i kussen og i begærets længe ventede ophør. 

Hos Leonard Cohen har det altid været alt og intet på en og samme tid. Hans største kærlighedserklæringer er også afskedsbreve og hver gang man tror, at han drukner i mørket eller endelig har fundet roen, Hende, G-d eller sig selv, griber han den selvironiske knappenål og kradser i den glatte overflade, så man ikke kan lade være med at smile medsammensvorent og et øjeblik tro på, at man faktisk kan overleve selv de mest absurde livsovergreb. Længslens Bog er postkort fra en gammel vismand, der ved, at man aldrig bliver klogere og altid får noget andet end det man troede, man længtes efter. Men derfor kan man jo godt danse.

LAYTONS SPØRGSMÅL

Hver gang jeg fortæller ham

hvad jeg har tænkt mig at gøre

spørger Layton højtideligt:

Leonard er du sikker på

det er det forkerte du gør?  

Længslens Bog er også Leonard Cohens tegninger og selvportrætterne, hvor den aldrende libertiner tager selvironiske livtag med ansigtet i spejlet. Dagene, hvor ikke engang en hat hjælper. Ham, der hverken blev rig eller fik pigen, men som alligevel råber: ”Følg mig!” og ham, der troede, at en mønstret skjorte kunne forandre alt.

Carsten Jensen: Vi, de druknede

For fulde sejl

Splitte mine bramsejl – hvad blev der af mændene med tatoverede underarme?

Den astmatiske anmelder Carsten Jensen har smidt forbeholdene overbord og skrevet ”Vi, de druknede” - en overdådig samling skipperskrøner. Det er en hæsblæsende læseoplevelse og et bud på hvorfor danskernes udsyn i dag begrænser sig til naboens hæk. 

Bogen handler om 100 års udlængsel og mændene fra Marstals eventyr på de syv verdenshave. Historien om James Cooks skrumpehovede, søstøvlerne, der for til himmels og den savnede far på Samoa. Mylderet af skæbneportrætter giver et nuanceret billede af et sted og en udvikling. For man forstår mændene. Drengenes skoledrømme om fremmede himmelstrøg. Mændenes lyst til større vidder end den snærende hjemstavn, som de beriger med eksotiske souvenirs, underlige engelske udtryk og mærkelige skikke. 

Men man forstår også kvinderne på land. Nervøsiteten for at havet skal tage deres mænd, eneansvaret for dagligdagen og den provinsielle snusfornuft. Så derfor virker det helt logisk, da rederienken Klara – godt hjulpet af tidens grådighed – i 40erne sætter sig for at rive Marstal ud af havets tyranni. Ud med savn og tab og ind med tryghed og sikkerhed, den gode velfærdsvilje er ikke til at tage fejl af. Men da projektet er lykkedes og havnen ligger stille hen, kan man også næsten fysisk sætte sig ind mændenes savn efter fortidens togter, der hentede hele verden hjem til Marstal. Nu har byen kun sig selv som målestok for alting – og det kommer man ikke langt med.

Morten Sabroe: Evig troskab

Dunkende anderumper

Morten Sabroe sender sin 15 årige helt på hormonhæsblæsende hækkeløb mellem piger, Presley, panikangst og paradis.

Overgangen fra barn til voksen er en skrækindjagende, kaotisk og magisk tid. I Evig Troskab fanger Morten Sabroe den i Technicolour og surround-sound. Eksploderende musikoplevelser, famlende seksualitet, blomstrende slagsmål, selvovervurderende dagdrømme og så al angsten – både for sig selv, kroppen og de andre.

Året er 1956. Christoffer er 15 og bor på den rige og rigtige side af kystbanen. På den anden side ligger Bunkeren – en nedslidt karré, der både huser Jan Kestlers ondskabsfulde bande og Camilla, som vist nok er let og måske vil gøre det for 50 kroner. Når drengene ikke dagdrømmer om damer eller om at være John Wayne, bruger de de lyse sommernætter på ubarmhjertige bandeopgør, der får langt mere fatale konsekvenser end de knækkede tænder og afskårne ører, der er kampens umiddelbare omkostninger.

Det buldrer og brager og bruser indeni i Christoffer, der skiftevis jubler, hader, frygter, begærer og elsker, mens karrusellen søsygt kører rundt og rundt udenom ham fuld af 3 attråværdige kvinder, en påtrængende ven, Kestlers skræmmende håndlangere og en mystisk fremmed i skoven. Det bliver en sommer, hvor megen uskyld går tabt og det viser sig, at kærligheden ikke overvinder alt, men nogle gange får os til at gøre det forfærdelige og uforståelige. Og måske er det voksenlivets allermest snuskede hemmelighed.

Assia Djebar:  Shahrazads Søster 

Indenfor og udenfor

Poetisk og klaustrofobisk fortælling om to kvinders kamp for frihed fra algerisk nobelpriskandidat

 Shahrazads Søster er historien om to algeriske kvinder, som er gift med samme mand. Isma er moderne, veluddannet og frigjort og hun giftede sig med Manden af kærlighed. Men kærligheden døde på grund af druk og vold, så for at kunne forlade ham finder hun Manden en ny kone. Det er Hajila, som lydigt træder ind i det arrangerede ægteskab uden at vide, at det er hende, der skal betale prisen for Ismas frihed. Hajila er en fattig kvinde, der er bundet af gamle traditioner og forestillinger og i begyndelsen lever hun det kvindeliv, hun er opdraget til – indenfor i tusmørket, bag skodder og slør. 

Et klaustrofobisk kvindeunivers, hvor det er syndigt at blive set. Men også i hende bobler trangen til at komme ud og når Manden er væk, begynder hun at snige sig ud i byen og lader sløret falde i nogle få nervepirrende timer. Isma opdager, at man ikke kan blive fri ved at lægge åget på en andens skuldre og de to kvinders skæbne væver sig sammen til en på en gang grum og poetisk historie om frigørelse og om to køn, der er totalt fremmede for hinanden og kun mødes i korte glimt af sex eller vold.

 Billedtekst:

 Assia Djebar betyder ”uforsonlig” og er psudonym for den 70-årige algeriskfødte Fatima-Zohra Imalayen. Hun er medlem af det franske akademi og flere gange indstillet til Nobelprisen i litteratur.

Sjon: Splinten fra Argo

Splinten i øret

Myter på syre og kulturer, der går i fisk. Den islandske forfatter Sjón væver et kaleidoskopisk tæppe af spraglede fortællinger i bogen Splinten fra Argo.

Året er 1949. Styrmand Kaineus holder et lille træstykke op mod øret, lukker øjnene og sidder som i trance. De andre i officersmessen på fragtskibet M/S Elisabeth Jung-Olsen sidder forventningsfulde og venter. Dog med undtagelse af den gamle vrisne islænding Valdimar Haraldsson - han synes det er noget tøjeri. Valdimar lytter modvilligt til Kaineus’ historier om dengang han i mytisk tid sejlede på skuden Argo sammen med helten Jason på jagt efter det gyldne skind. 

Det lille træstykke er en splint fra Argos stævn, som gudinden Athene skabte så den kunne tale og nu synger lave kvindestemmer for den fortælleglade styrmand. Selv er Valdimar mere interesseret i fisk. Han udgiver tidsskriftet Fisk og Kultur, hvori han insisterer på sammenhængen mellem indtag af fisk og de nordiske racers overlegenhed. 

I Sjóns surrealistiske og boblende bog blander græske myter, helte og guder sig med Valdimars absurde og småborgerlige fiskefascisme. Det er en skjaldedyst for to fascinerende stemmer og det er fortællingen som vinder. For fortællingen kan forandre alt – selv en ældre knarvoren islænding. Splinten fra Argos stævn hvisker nemlig ikke bare alverdens gode historier, det lille stykke træ kan også genrejse hans hensygnende manddomskraft. 

Sjón fortæller stramt, overdådigt, overraskende og vildt og der er ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og lade sig forføre. For fortællekraften er både erotisk og bevægende. Det kommer selv Valdimar til at forstå.

Evt. billedtekst:

 Sjón fik Nordisk Litteraturpris 2005 for romanen Skygge-Baldur og han blev nomineret til en Oscar for teksterne til Bjørks sange i Lars von Triers film Dancer in the Dark.

Tilfældighedernes engel

 Poetisk og fortættet roman om hvordan vi former vores liv.

 De andre sygehjælpere taler hånligt om de fede danske mænd, der skaffer sig et lille thailandsk vips af en kone. Forargelsen bobler indtil en anden fremmed, tjekken Veronika, siger, at man jo ikke kan vide hvad skæbnen bringer en. Men når man siger ”skabne” i stedet for skæbne, så er der ikke megen lydhørhed rundt om kaffebordet. Veronika ville egentlig gerne forklare, at skæbnen overhaler en og mange små beslutninger tages, før man helt kender deres betydning, og før de er blevet til store beslutninger. Og så er der hverdagen, der gror på en.

Kaffestunden med kollegerne husker Veronika i hospitalssengen. Hun forulykkede på vej ned for at besøge sin søn i Tyskland og nu ligger hun og prøver at udrede det spind af stort og småt, der blev hendes liv. I lange mættede sanselige erindringssekvenser genoplever hun hverdagssituationer, ordvekslinger, følelser og brud. Tyskeren på motorcykel, der fik hende til at forlade Tjekkiet, den tavse dansker i den smukke jakke, hun fulgte til endnu et fremmed land, datteren Nia og musikeren Per, der spiller så hendes sjæl synger, men som sygner væk fra hende, hverdagene og alle forhåbningerne. Men måske er der ikke noget mønster. Måske er det hele en tilfældighed for det moderne menneske, der fødder i stedet for rødder.

Ida Jessen: En mand kom forbi

Novellesamling:

Langt ude – på landet

Tiden bugner ikke med landbrugslitteratur. Bondelandet egner sig åbenbart bedre til postkort, hvor der stadig er så HC Andersensk dejligt, kornet står gult og storken går og taler egyptisk. Sådan er det ikke i 2007virkeligheden, skulle jeg hilse og sige, efter at have læst Ida Jessens novellesamling ”En mand kom forbi”. 

Historierne udspiller sig i en lille landsby et sted uden for Viborg og fraværet af café latte, friværdi, terapibesøg og emails er uendeligt befriende. Ude på landet pelser de mink, kører traktor og skræller porrer mens livet knirker og knager under dem. I værelset bag køkkenet bor svigermor, der nok ved bedst og ude i skoven lever Antonsen i en lille hytte og går i støvler med såler af tusindekronesedler. 

Ida Jessen kan noget med antydninger og anelser, der står og dirrer – også når livet bare går videre som om intet var hændt. Hun kan skrive uhygge, afstand og længsel frem i en dagligdags ordveksling mellem mand og kone, en natlig vandretur i skoven eller det tilfældige møde med en eneboer, så man åndeløst vender bladene for at finde forklaringen, forstå hovedpersonens hemmelighed eller afdække det fine spindelsvævsnet, der binder personerne sammen eller holder dem fast i et jengreb.

Sanne Munk Jensen: En dag vil solen også skinne på en hunds røv

Fyr den MAX af!

Forrygende læsning for dem, der skal til at være teenagere og alle os, der kan huske hvordan det var.

Palermostive byture. En bedsteveninde, der lidt for gerne vil ligge i ske. En ”måske-måske-ikke” kæreste og en søster, der hele tiden forsvinder om gadehjørnet. Der er ikke meget der er ”per-fucking-fekt” i Almas københavnske post-teenageliv, som vi følger en intens februaruge i Sanne Munk Jensens ”En dag skinner solen også på en hunds røv”. 

Ind imellem er der afstikkere tilbage til efterskolen, gymnasiefesterne og barndommen i Esbjerg. Mor er en led polak, der pilker tilfældige mænd op nede på bodegaen på evig jagt efter bekræftelse og en, der gider tage sig af regningerne. Fx. Vlad, lillesøster Amelias såkaldte far, der ikke er den hurtigste knallert på havnen og længe undrer sig over, at et barn, der er født tre måneder for tidligt kan veje fire kilo. Da tiøren endelig falder, skrider han – ligesom alle de andre. Eller Bent, der ikke kan stave sit eget navn uden at klappe stavelser og har en eks-kone, der er så fed, at hvalerne synger ”We are family” når hun er ude at bade. Moren, der ikke kan rumme meget andet end sig selv, tørrer al ansvaret for både søsteren (der er VM i mærkelig) og dagligdagen af på Alma, der brænder efter at komme væk fra moruhyret, Esbjerg og trawlet af tavse skæggede fiskere.

Hun bliver sej som asfalt og hård som glasfiber og gemmer al længlsen og sårbarheden bag den ironiske maskingeværsmund – lige indtil panseret begynder at sprække. Sanne Munk Jensen skriver dialoger som en havnearbejder på syre. Cocktailen hun ryster er rå, original, voldsom, utrolig morsom og meget meget bevægende. 

Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden

Når nørder går amok

Underholdende og absurd roman om to besatte videnskabsmænd Daniel Kehlmanns bog ”Opmålingen af verden” foregår i slutningen af 1700tallet. Gauss er en knarvoren klynker, der kun modvilligt bevæger sig udenfor sin hjemstavn. Der er hele tiden noget i vejen; hans studerende er æsler, hans søn er en idiot, maden er dårlig og det regner. Det eneste, der kan få ham til at glemme fortrædelighederne er tallene, som han bruger til at udregne himmellegemernes bevægelser eller Hannovers geografi og selv på bryllupsnatten må han afbryde akten for at nedskrive en ny formel. Humboldt derimod drager ud i verden og lader sig bide af moskitoer og beruse af curare mens han samler stenprøver, tæller hovedlus på indfødte kvinder og kravler ned i vulkaner. Han kortlægger alle de lande han rejser igennem med sekstanten og sine rejseskildringer fylder han med måleresultater – for man kan aldrig være nøjagtig nok.

De to herrer er som olie og vand og det spænder da heller ikke heldigt af da de endelig mødes. Men de er besat af samme drøm – de vil opmåle, undersøge og forstå verden. Det er en bog om en tid, hvor videnskaben gærede og store opdagelser ventede lige om hjørnet. Og så er det en fantastisk, absurd og sprudlende fortælling om to nysgerrige nørder, der nok kan få magnetnålene til at snurre og forstå planeternes baner, men som samtidig er ubegribeligt blinde overfor de menneskelige dramaer, de møder – både hos de eksotiske indfødte og hjemme i familien.

Anne Wolden-Ræthinge: Jeg er her endnu

Sandheden er altid privat

Ninka og Per Kirkeby har talt sig igennem 6 år, en skilsmisse, et bryllup, en hjerneblødning og en maleblokering. Men Per Kirkeby er her endnu.

Der er noget filterløst over Per Kirkeby i Anne Wolden-Ræthinges interviewbog, ”Jeg er her endnu”. Det vælter ud af ham – tanker, sansninger og de følelser, han før har kontrolleret, undertrykt eller brugt som nøje afmålte indsatser på relationsroulettebordene. Og det vælter også ind i ham – morgenlyset, der er så smukt, at det kræver en taknemmelighedsbøn, et digts rytme eller at være i New York og endelig ikke føle sig alene.

Per Kirkeby og Ninkas samtaler spænder over seks år, hvor maleren får et slagtilfælde, bliver skilt, gift igen og er i kunstnerisk krise. Og derfor er deres samtale anderledes – krisen sætter Per Kirkeby i bevægelse og han mikroskoperer sig selv, sine relationer og virkeligheden. Ninka er den lydhøre samtalepartner, der med et nysgerrigt hvorfor eller en kort skarp iagttagelse får skildret et udviklingsforløb fuld af undren og tvivl – der er ingen klippefaste konklusioner eller rigtige meninger. Det er en på én gang meget privat og meget ublufærdig bog, men sådan skal det være – for sandheden er privat, siger Kirkeby. Og giver læseren et sjældent indblik i livet som kunstner, menneske og mand. Fx beskrivelsen af at kunne se det skær, der gør en kvinde smuk: ”Sådan er det jo, når man er mand, så er det kvinderne, der har sådan et skær over ansigtet - og så er man hooked, så er man en opdagelsesrejsende ude i universet, der opdager, at her er en planet med atmosfære rundt om, og man kan kun leve på de planeter, hvor der er det skær, den atmosfære, hvor man siger, her lander jeg, her sætter jeg raketten ned.”

Dubravka Ugrešić: Smerteministeriet

Vest – øst. Ingen trøst

Rodløshed, erindring, længsel og livsløgn er omdrejningspunkterne i eksilforfatteren Dubravka Ugrešićs bog Smerteministeriet om en gruppe eksjugoslaver i Amsterdam.

Nevenas families fjernsyn havde et regnbuefarvet plasticovertræk – det var meget moderne. Bogen med gulnede revolutionshelte var Bobans bedste tegneserie. Og i Antes skole var der the-selskaber og de dansede så tæt, at de næsten mistede vejret.

Eleverne på Tanjas universitetskursus i Amsterdam er – ligesom hun selv – alle flygtninge fra Jugoslavien. Krigen har gjort dem hjemløse og smerteligt bevidste om deres etniske oprindelse – for pludselig er de ikke længere jugoslaver, men bosniere, kroater og serbere. Tanja overtaler sine studerende til at lave et erindringslaboratorium, hvor de sammen prøver at huske hjemlandets farver, lugte, lyde, sange tv-serier, mad og ord for på den måde at få greb om den identitet og det fællesskab, de har mistet. ”AT KOMME TIL MIG SELV”, siger en af eleverne, da han bliver spurgt, hvad han længes efter.

Men Smerteministeriet er ikke kun en fortælling om eksil og fædrelandstab – det er også en overraskende kærlighedshistorie, hvor magt og afmagt leger uforudsigeligt tagfat. For der sker noget forunderligt med relationerne, når man skal leve med skammen over at være skyldig i overlevelse.

Steinnun Sigurdardottir: Solskinshest

Kærlighed på trods
 
Hvis voksne ikke havde fået hård hud på følehornene og kunne huske hvor konkret og magisk børn indtager verden - så ville de sikkert passe bedre på dem.

Med konkret selvfølgelighed kalder barnet Lilla hushjælpen Magda for Magdamor, for det er jo hende, der gør alt det en mor skal. Fodrer, nusler, knuser, hjælper, børster og læser. Lillas egen mor og far gør ingenting. De er læger og mere optagede af at hjælpe syge børn end at tage sig af deres egne. Så børnene gør det børn kan: De skaber deres eget magiske univers, hvor leg og virkelighed smelter sammen; fletningetyven bliver elektrisk henrettet og når man finder en elsket voksen dinglende i et hampereb kan man bestemt påstå, at nogen har iklædt en stor dukke Nellas kjole og at Nella selv er taget en tur på landet. 

Steinunn Sigurđardóttirs roman Solskinshest er en krystalklar fortælling om et barn, der lakonisk lærer at overleve og en voksen, der vender tilbage for at kigge på alle fortidens spøgelser og måske genfinde den kærlighed, hvor man gør sig dødsens umage. Det er MEGET sørgeligt og grotesk morsomt. 

 

 Michel Chabon: Det jiddische politiforbund

Sam Spade på jødisk syre

Godt så! Sitka er altså en jødisk stat i Alaska, som Roosevelt gav de få jøder, der slap væk fra Hitlers udryddelse, Rudashevskierne er en slægt af livvagter, der faldt en atombombe over Berlin i 1948 og Sorthattene er en hadisisk gangsterbande styret af rabbiner Shpilman. Og så er der rabbinerens søn, Mendel, der er et skakgeni og måske den ny Messias, som kan sørge for at Jerusalem igen kommer på jødiske hænder..... Nå, sagde jeg ikke, at araberne overvandt staten Israel allerede i 1948.

Michael Chabons sprudlende parallelvirkelighed hedder ”Det jiddische politiforbund” og beretningen om den forhutlede politimand Meyer Landsmans bedrifter er en forunderlig blanding af hyldest til de gamle hårdkogte kriminalromaner og ”hvad nu hvis”-historiefortælling, hvor Chabon fabulerer over hvordan det også kunne være gået. Det er tankevridende, underholdende og provokerende at få rystet verdenshistorien, fiktive begivenheder og jødisk kultur, sprog og mad til en mangefarvet cocktail, som både bruser og bider.

Anna Politkovskaja: Russisk dagbog

Kæmp for alt hvad du har kært...

”Derovre lever man i skyggen af tragedien. Her lever vi i skyggen af fjernsynet”, sådan forsøgte en ven engang at beskrive, hvordan det var at flytte tilbage til de danske samtalekøkkener og friværdisamtaler efter at have boet en årrække i Rusland.

Og nogenlunde sådan føles det også at læse Russisk Dagbog - den myrdede russiske journalist Anna Politkovskajas sidste bog.

Fra december 2003 til maj 2005 følger vi hendes sammenbidte registreringer af mord, demokratiske overgreb, valgfusk, korruption og kidnapninger i et system, der ikke længere er et samfund, men ”en samling vinduesløse lydisolerede betonceller”, hvor ingen længere forholder sig til eller føler ansvar for hinanden. I denne dagbog er virkeligheden så påtrængende, at der slet ikke er plads til personlige udladninger eller overvejelser - for Anna Politkovskaja handlede det ikke om at pirke rundt i sin egen angst eller følelseslivet. Det handlede om ansvar - lige fra at afsløre systemets modbydeligheder til at spørge hvornår individet er forpligtet til at tage stilling og handle. 

For en velnæret og forkælet velfærdsborger er det rystende læsning. Tanken om at autoriteterne ikke bestræber sig på at ville sine borgere det bedste, men kun handler for egen vinding eller magt strider mod alt hvad vi har lært. Og tragedien er måske, at vi - de forkælede og velnærede - ikke tager os sammen til at slukke for fjernsynet og udnytte, at vi faktisk kan præge og skabe vores eget samfund - helt uden risiko. I oktober 2006 stoppede en Makarovpistol og fire kugler Anna Politkovskajas mulighed for at gøre det samme.

Kristín Marja Baldursdóttir: Karitas

Saltede sild og emsige elverpiger

Karitas far forsvinder på havet og hendes mor beslutter sig for, at alle seks børn skal have en uddannelse - koste hvad det vil. Og det gør det på Island i årene omkring 1. verdenskrig, hvor de unge piger salter sild, så huden på deres hænder ætser væk for at tjene en skilling. 

Kristín Marja Baldursdóttirs roman handler om kvinden Karitas, der ved skæbnens gunst bliver uddannet på kunstakademiet i København. Men det river hende ikke ud af kvindelivets og tidens krav om at stå klar med både middagsmad og ammebryster og klare hverdagen i tørvehytten, mens manden er på fiskeri. Sigmar er den høje fisker med søgrønne øjne, der får hende til at høre musik og vinder hendes hjerte og krop ved at ligge nøgenmodel foran hendes staffeli. Det kan man få børn af - og det gør hun. 

Og så er Karitas fanget i spændingsfeltet mellem kunst og kærlighed. For man kan ikke male med et barn på armen, som Karitas lakonisk bemærker, mens hendes nabokoner kvindesolidarisk kommer ridende som sagaskikkelser med udslået hår og skrubber de sodede vægge i den fattige hytte eller syr hende en kjole, mens de højlydt og let foruroligede undrer sig over den underlige kone, der laver collager af gammelt bestik og om natten skruer på petroleumslampernes væger, så hun har lys til at male. 

Kvinderne er driftige og rå og mændene er lidenskabelige eller på havet i denne islandske kvindekrønike, hvor længselsfulde drømme, erigerede fjelde, tågede elverpiger, tab og lidenskabelig sex blander sig til en kædedans beruset af midnatssol og magi.  

Stephen King: Boo'ya Moon

Det indre gys

 To år efter sin berømte forfattermand Scotts død har Lisey stadig ikke ryddet op i hans arbejdsværelse, selv om litteraturgribbene kredser om hende for at få fat i hans efterladte papirer. Da hun endelig går i gang bliver det en farlig og skræmmende rejse ind i hendes mands hemmelige liv, for alle de storslåede bøger han skrev kom ikke ud af en livlig fantasi, men fra fantasilandet Boo’ya Moon. Et på én gang fascinerende og hæsligt sted, hvor både den største skønhed og de mest skræmmende skabninger gemmer sig. Hos Stephen King danser de indre dæmoner kædedans om inspirationen og det, der nærer Scott som forfatter fortærer ham som menneske.

Men Boo’ya Moon er meget mere end en fantasirejse - ude i virkeligheden må Lisey slås med sin halvgale alkoholiske søster, en psykopat på fri fod og sorgen over at have mistet sin livsledsager. Og mens jagten på sandheden spidser til får vi rædselsberetningen om Scotts barndom med en psykopatisk far, der gerne vil skære både i sig selv og sine sønner og Scott og Liseys kærlighedshistorie, der tindrer i små skarpe nærbilleder af det største og det mindste, så man smerteligt forstår hvor halv man bliver af at miste en man elsker.

Det hele skruet effektivt og dynamisk sammen af mestergyseren King, så alle de små hår rejser sig. Både de indre og de ydre.

susanna sommer  ingstrup alle 43   2770 kastrup   26 25 77 13  sommer@words.dk  www.words.dk